23948sdkhjf

Rødt kort til store danske butikskæder

Miljøorganisationen Nepenthes har netop offentliggjort en liste over de detailbutikker, der sælger havemøbler af ikke-bæredygtigt træ. Her figurerer blandt andre Silvan, Idé Møbler og Bilka.
Rød, gul og grøn. Det er farverne på de kategorier, som miljøorganisationen Nepenthes inddeler danske havemøbel-forhandlere i. Organisationen undersøger hvert år de større detail-kæders sortimenter af havemøbler for at se, hvor stor en del af disse, der stammer fra bæredygtigt, FSC-mærket træ.

Idé Møbler, Bilka og Silvan på den røde liste
På den røde liste ses de kæder, som er helt i bund i udvalget af FSC-mærkede havemøbler. Her finder man i år flere af de større danske butikskæder; blandt andre Idé Møbler, Bilka og Silvan. Den gule liste dækker over butikker med en vis andel af FSC-godkendte havemøbler, mens der på den grønne liste udelukkende optræder butikskæder med 100 % FSC-mærkede havemøbler.

Ilva har rykket sig
Sammenligner man årets liste med den fra sidste år, springer det i øjnene, at nogle få butikker har øget deres andel af FSC-certificerede havemøbler. Interiør-kæden Ilva har således formået at rykke sig fra den røde liste til den gule.

- Dette er helt klart et skridt i den rigtige retning. Men Ilva er ikke i mål endnu. Vi kan blot håbe på, at de vil fortsætte den gode udvikling og stoppe med at handle med ucertificeret træ inden for en nær fremtid, siger Kristian Jørgensen, der er formand for Nepenthes.

Om Nepenthes
Nepenthes er en miljøorganisation, der arbejder for, at verdens skove bliver udnyttet på en bæredygtig og ansvarlig måde. Organisationen er mest kendt for at stå bag regnskovsopkøbene i slutningen af 1980'erne, hvor over 200.000 danskere donerede mere end otte mio. kroner til opkøb af regnskov. Det resulterede i et opkøb på 72 kvadratkilometer skov - et område, der svarer til 14.400 fodboldbaner.

Foreningen har i dag et stabilt medlemstal på 1640 medlemmer, hvoraf ca. 70 er aktive frivillige medarbejdere.

Se listerne på Nepenthes’ hjemmeside

Kilde: Nepenthes

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078