Danskerne vilde med klassisk design
Fortællingens magiske kraft er i høj kurs, når et stigende antal danskere fravælger saml-selv-møblerne til fordel for de gamle klassikere. Men vil interessen vare ved?
Ifølge Per H. Hansen, professor i virksomhedshistorie ved Copenhagen Business School, handler det i høj grad om, at møbelbranchen har ramt 'noget i tiden'. Tiden med brug-og-smid-væk-kulturen i førertrøjen er på retræte, og danskerne er ved at være trætte af alt det masseproducerede:
- Vi har gennem årtierne bevæget os væk fra det meget traditionelle klassesamfund med køn og klasser, og har i stedet fået et samfund, hvor man selv skaber sin egen identitet. Set i det lys kan møblerne være med til at tjene det formål, fordi de kommer med en solid fortælling om dansk design, høj kvalitet, ægte snedkerarbejde og gode materialer. De skaber samtidig mening nu ved at skabe kontinuitet tilbage i tiden, og giver os en tråd tilbage til vores bedsteforældres tid, siger Per H. Hansen til Danske Ark Byg.
Ingen entydig udvikling
Hvorvidt designmøblernes popularitet er udtryk for en flygtig trend eller et mere vedvarende fænomen er svært at svare på. Hos Thorsen Møbler A/S i Århus er man i hvert fald påpasselige med at tilskrive designmøblerne en alt for afgørende rolle de kommende år:
- Der har været en tydelig tendens til, at det er den yngre befolkningsgruppe, der har svælget i Arne Jacobsen og Wegner, og det er den gruppe, der har drevet efterspørgslen frem. Men det er samtidig også en kundegruppe, der flytter sig enormt hurtigt. Nu har de været på retrobølgen i nogle år, men så begynder de straks at afsøge markedet for noget nyt, og vi ser i øjeblikket en enorm interesse for nyrokoko, siger Erling Nielsen og konkluderer:
- Så jeg synes ikke, at man kan tegne et ensidiget billede af, at nu er det kun klassisk design, der sælger. Nogle vælger det til. Andre vælger det fra. Og igen - den yngre generation kaster sig hurtigt over noget nyt.
Kilde: Danske Ark Byg