23948sdkhjf

Træindustrien blev hjemme

I sidste uge løb Effektiv Produktion 08 af stablen i Fredericia. Der var fra starten lagt op til, at træindustrien skulle indtage en betydelig position, men branchens aktører stod ikke ligefrem i kø for at udstille på messen.
Fredericia Messecenter dannede i sidste uge rammen om nyskabelsen Effektiv Produktion 08, der er en udspringer af den hæderkronede metalmesse, som lukkede ned i 2006.

Skuffede over branchens fravær
Til forskel fra den gamle metalmesse var træindustrien inviteret med, og oversigtskortet ved indgangen til messecentret bekendtgjorde, at træfolket havde plads i Hal D.

Ved nærmere eftersyn kunne de besøgende dog konstatere, at kun to deciderede trævirksomheder havde taget plads som udstillere; pladeproducenten MSK Scandinavia samt Celloc, der udvikler varmebehandlet træ.

- Vi har ikke så mange besøgende. Byggemesserne er mere relevante for os, men vi har da vist flaget. Vi blev stillet i udsigt, at Hal D kun ville være for træudstillere, men det var det så ikke, konstaterede Celloc-repræsentanterne, da Wood-Supply lagde vejen forbi torsdag eftermiddag.

Hos MSK Scandinavia var man ligeledes lidt skuffet over såvel branchens fravær som det generelle besøgstal, der endte på godt 5.000. Per Henriksen - der var et af virksomhedens ansigter på messen - understregede dog, at det til gengæld var de rigtige folk, der kiggede forbi.

To stande blev til en
Junget - der primært udvikler maskiner til brug i træindustrien - havde også fundet vej til messecentret, men ikke til træhallen. Hinnerup-virksomheden havde derimod taget konsekvensen af træbranchens fravær og i stedet satset på maskiner til aluminium og plast.

Jungets Kent Klitgaard - der selv havde en udbytterig messe - var som de øvrige skuffet over, at det ikke var lykkedes at samle træindustrien:

- Mange skal jo spare i disse tider, og nogle gang ved man nærmest ikke, hvilket ben man skal stå på. Men hvis du bare gemmer dig derhjemme, møder du jo ingen, sagde han og forklarede, at Junget oprindeligt ville have haft to stande på messen, men at man sent i processen sadlede om for i stedet at satse på plast og aluminium.

Spørg branchen selv
Projektchef for Effektiv Produktion 08 - Carina Bruun - beklager, at det ikke lykkedes at få træbranchen med. Hun forklarer, at den indledende interesse var ganske pæn, men at den tilsyneladende ikke var tilstrækkeligt konkret. Hun har derfor ikke noget bud på, hvorfor der ikke var flere med:

- Det er nok mest relevant at spørge branchen selv. Vi har gjort vores og forsøgt med forskellige løsningsmodeller - blandt andet fællesstande, siger hun.

Carina Bruun pointerer, at der jo er tale om et helt nyt koncept, og at forløbet nu skal evalueres godt og grundigt.

Hvorvidt træbranchen skal indover næste gang er derfor et åbent spørgsmål, men ifølge projektchefen vil arrangørerne i hvert fald lægge op til en dialog med branchen om, hvorvidt det giver mening at deltage eller ej.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082