Vinduesproducent hentede inspiration fra fly og vindmøller
Pro Tec Vinduer har satset målrettet på design og bæredygtighed. Det har givet bonus, og Holstebro-virksomheden er vokset kraftigt de senere år.
Det betyder dog ikke, at der ikke findes historier af den positive slags. Man skal bare køre lidt længere for at finde dem. Helt præcist til Holstebro hvor Pro Tec Vinduer A/S har hjemme.
Har fundet et nicheområde
En målrettet strategi med fokus på design og bæredygtighed har banet vejen for, at Pro Tec de senere år har været i stand til at finde fodfæste i den ellers stærkt konkurrenceprægede vinduesbranche.
Helt konkret har den lille virksomhed søgt inspiration i fly- og vindmølleindustrien og på den baggrund udviklet en ny type facadevindue, som efterhånden har ført til en fordobling af omsætningen:
- Vi har fundet et nicheområde inden for vores branche og dyrket det, så vi er blevet specialister på det område. Derfor er vi blevet de bedste på markedet til at lave netop facadevinduer, sagde direktør Bjarne Haulrik for nylig i forbindelse med et casestudie, som Dansk Design Center foretog af den innovative Holstebro-virksomhed.
Design som værdiskaber
Det hele startede i 2003, hvor Pro Tec gav sig til at undersøge, hvordan man kunne forene markedets ønsker om lys og luft med de stadigt stigende krav til klima og miljø.
Industrielle designere blev sat i sving, og resultatet blev et facadevindue i 70 % glas og 30 % polyester. Sammensætningen er stærk som stål og kan derfor formes til helt smalle rammer.
Susie A. Ruff fra Dansk Design Center ser Pro Tec som et skoleeksempel på, hvad design kan gøre for en virksomhed. Centret arbejder blandt andet med at øge brugen af design i det danske erhvervsliv, og i det perspektiv har man i Pro Tec fundet en oplagt case:
- Pro Tec er et virkelig godt eksempel på designs værdiskabende og forretningsmæssige potentiale. Virksomheden inddrog designere under hele udviklingsprocessen, og det har givet et tydeligt afkast, forklarer hun.
Om Pro Tech Vinduer
Pro Tec er grundlagt i 1998 og beskæftiger ifølge sin seneste årsrapport 160 medarbejdere. Virksomheden har hovedkontor i Holstebro og datterselskaber i England og Ukraine.
Pro Tec hentede i 2007 et overskud på godt 3,2 mio. kroner ud af en omsætning på lidt over 231 mio. Samlet set har Holstebro-virksomheden præsteret et overskud på mere end 27 mio. kroner siden 2003. Dengang lå omsætningen lige under 100 mio.