23948sdkhjf

Paneldørene falder i ét med væggene

Overflader i krydsfinér er et gennemgående tema for det nye Copenhagen Plant Science Center.
Lundgaard & Tranberg Arkitekter står bag projekteringen af de første to etaper af Copenhagen Plant Science Center, der netop nu er under opførelse på Frederiksberg i København.

Byggeriet vil omfatte i alt cirka 12.000 kvadratmeter og skal fremover danne centrum for international forskning i plantebiologi og plantebioteknologi.

Laboratoriefaciliteter udgør omkring halvdelen af byggeriet, og arkitekterne har derfor lagt vægt på at give den kliniske verden en varm og indbydende atmosfære, som i højere grad inviterer til at mødes og opholde sig i de enkelte rum.

Lakeret krydsfinér på laboratoriegangene
Overordnet set afspejler bygningens geometri de organiske plantecelleformer, der giver stedet dets særlige karakter som forskningscenter. Rumforløbene er organiseret, så alle primære funktioner ligger ud til facaden, mens de sekundære funktioner er samlet i en række celleformede kerner inde i bygningen.

- Det giver et sammenhængende og enkelt flow, som skaber overblik og gør det let at finde rundt, fortæller arkitekt MAA Nanna Snog fra Lundgaard & Tranberg Arkitekter.

De indendørs overflader er beklædt med materialer, som giver rummene en varme og materialitet, der ellers kan være svær at opnå i et klinisk laboratoriemiljø. Overflader i krydsfinér er et gennemgående tema, hvor eksempelvis adgang til inspektion af tekniske installationer er skjult bag paneldøre beklædt med lakeret krydsfinér i fyrretræ – et materiale, som ifølge Nanna Snog, skal bidrage til at skabe en venlig og imødekommende atmosfære.

Panelforløb med skjulte pinolhængte døre
Paneldørene i laboratoriegangene har Lundgaard & Tranberg designet i tæt dialog med Vahle, som tidligere har leveret projekttilpassede funktionsdøre til blandt andet Tietgenkollegiet, Amalienborg og Det Kgl. Teater i København. Paneldørene er udformet som sammenhængende, pinolhængte døre, der åbnes enkeltvis og derfor gør det let at føre opsyn med de tekniske anlæg.

Derudover er panelerne beklædt med samme fyrretræskrydsfinér som resten af væggene og udført i samme farve og finish, ligesom de er fremstillet som branddøre uden synlige håndtag, hængsler, dørpumper eller rammer. Panelerne er desuden testet på Dansk Brandsikrings Institut i Hvidovre, så de opfylder BD30-brandkravene.

- I den krydsfinérbeklædte gang er der høje krav til brandsikkerheden, samtidig med at det skal være let for driften at inspicere teknikken. Vi havde et ønske om, at paneldørene skulle falde i ét med væggene, så oplevelsen af gangforløbet blev homogent, forklarer Nanna Snog og uddyber:

- Løsningen med de integrerede døre har givet gangene et roligt udtryk, hvor dørene 'blender i' med væggene og skaber et sammenhængende, ubrudt flow. På den måde sikres inspektionen af teknikken, samtidig med at den arkitektoniske idé bevares og krydsfinéroverfladerne kommer til deres ret. Gangforløbet fremstår som en helhed, der giver en behagelig oplevelse, når man bevæger sig igennem bygningen. Vi synes, at forskning i international klasse kalder på omgivelser, der byder på kvalitet.

Tidlig involvering
Copenhagen Plant Science Center er langt fra det første byggeri, som Vahle bidrager til med funktionsdøre, der er tilpasset specifikt til projektet. Ifølge salgschef Bo Vejen efterspørger rådgivere og bygherrer i stigende grad løsninger, der gør det muligt at efterleve høje funktionskrav uden at gå på kompromis med de specifikke ønsker til designet:

- Kunsten er at bevare kvaliteten hele vejen fra de overordnede skitser til de mindste detaljer i fx de skjulte beslag i den færdige dør. Derfor oplever vi ofte at blive tidligt involveret i projekterne, da vi på den måde kan bidrage til at få detaljerne på plads i projekteringsmaterialet, så det også bliver bygbart. Det er en arbejdsform, som samtidig kræver tæt dialog hele vejen rundt allerede fra starten, understreger Bo Elkjær Vejen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079