Madrasfabrik forberedt på milliard-skattesmæk
I flere år har en sag verseret ved Landsskatteretten, og nu hensætter firmaet 814 mio. kr. i 2015-regnskabet til regulering af tidligere betalte skatter, fremgår det af seneste årsrapport.
Et amerikansk selskab i fabrikkens ejerkoncern Tempur-Sealy har fra 2001 til 2008 betalt en royalty for at anvende det skum på markedet i USA, som Dan-Foam har udviklet.
Skat har vurderet, at den betalte royalty har været for lav, og derfor har myndigheden rejst et krav med tillæg og renter.
Dan-Foam, som tidligere har erklæret sig sikker på at vinde sagen, har ikke ønsket at udtale sig til Dagbladet Børsen om hensættelsen.
En Deloitte-partner og selskabsskatteekspert vurderer over for Dagbladet Børsen, at en ny udvikling i skattesagen kan have fået Dan-Foam til at hensætte kæmpebeløbet.
- Regnskabet skal være retvisende, og hvis man mener, at der er en forhøjet risiko for at tabe en sag, skal man skrive det i regnskabet. Det har bl.a. betydning for selskabets evne til at udlodde udbytte samt den generelle vurdering af selskabet, siger Niklas B. Andersen til avisen.