23948sdkhjf

Genopliver ’fortabte’ designermøbler

Iværksættervirksomheden Lange Production genoplivede tidligere på året produktionen af Fabricius & Kastholms ’Grashopper’-stol, og nu kommer turen til yderligere to stykker dansk designhistorie.
I den forgangne weekend blev den internationale møbelverden præsenteret for to stykker dansk møbelhistorie under møbelmessen i Köln. Anledningen er, at Grethe Jalks kreationer - ”GJ-stolen” og ”GJ Nesting Table” - nu igen kommer i produktion efter 45 år i skyggen.

Grete Jalk - der døde som 86-årig i 2006 - er temmelig ukendt uden for kredsen af dedikerede møbelentusiaster. Det hænger først og fremmest sammen med, at hun brugte en stor del af sit liv på at formidle viden om design frem for selv at udtænke møbler.

Nogle blev det dog til, og GJ-stolen opstod via Jalks store interesse for at udnytte træets mange muligheder. Hun fik en idé om at skabe en stol af to stykker formspændt, lamineret træ, og syv år efter - i 1963 - gik stolen i produktion hos møbelfabrikanten P. Jeppesen.

Desværre nåede den formpressede stol kun at blive fremstillet i cirka 300 eksemplarer, inden en brand ødelagde formene. Produktionen blev indstillet, og stolen har derfor siden været en svært tilgængelig - og kostbar - genstand at have på sin ønskeseddel.

Ifølge berlingske gik en GJ-stol senest for omkring en kvart million kroner hos auktionshuset Bruun Rasmussen, men fra uge 45 bliver det altså igen muligt at erhverve sig et nyproduceret eksemplar via Lange Production.

Læs mere om Lange Production:
Fabricius & Kastholm-design igen i produktion

Kilde: Berlingske

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083