23948sdkhjf

Spærfabrik klar med dusør for arbejdskraft. 3F reagerer straks

I landsbyen Løve midt i Jylland ligger spærfabrikken Woodcon, og det bugner med ordrer, skriver Midtjyllands Avis.

Virksomheden, som lige nu har 22 ansatte, mangler bare folk til produktionen, og derfor udlover ledelsen nu 3000 kroner til de medarbejdere, som kan skaffe hænder.

”Hvis du skaffer en ny ansat, så udbetaler vi 3000 kroner”, står der på en seddel i Løve.

- Vi står og skal bruge fire mand i produktionen her og nu, men vi kan ikke finde nogen. Vi har kontaktet jobcentrene i Silkeborg og Horsens, men der er åbenbart ikke folk. Ja, det er nærmest en falliterklæring at udbetale bonus til vores ansatte for at skaffe folk, men det virker åbenbart heller ikke, siger Gert Nordingsgaard, direktør hos Woodcon, til Midtjyllands Avis.

Det Woodcon søger, er pålidelig arbejdskraft med flair for håndværk.

3F i Silkeborg siger til Midtjyllands Avis, at fagforeningen sagtens kan finde folk, som kan sendes til Løve for at søge job.

- Det er bestemt ikke et problem, vi oplever. I hvert fald ikke, når vi taler om ufaglært arbejdskraft, som det er tilfældet i produktionen hos Woodcon, siger Lars Helmer Jensen fra 3F til Midtjyllands Avis.

Det overrasker Gert Nordingsgaard, som nu vil tale med de kandidater, som 3F Silkeborg kan finde for at opklare, om de passer til jobbene. Han siger til avisen, at han var overbevist om, at Jobcentret havde kontakt til alle de mulige kandidater.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078