Wood Supply kommenterer: Nutiden er her, men hvor er branchen?
Alle mærker forandringer. Så hvorfor skulle møbelbranchen gå fri?
Af David Wedege
At være ung og 40 er slet ingen vittighed længere. Men det tror møbelbranchen åbenbart stadig.
Nye generationer kommer rullende, og hvor bedsteforældrenes ungdom sluttede ved de 20, så slutter den for nogle, når det sidste hår er gråt.
Ingen bor længere i fem år af deres unge liv på en gammel frues kvistpensionat og spiser fællessuppe fra terrin, før de bliver gift, får børneflok og fast base for de næste 60 år.
Men det tror møbelbranchen tilsyneladende.
Og her taler jeg ikke om branchens mange årvågne og dygtige medarbejdere, som reagerer på tidernes skiftende trends og øjner farver, faconer og størrelser. Jeg taler om branchen som en nedgroet struktur af forrige århundredes afsætningsmåder. Den struktur har ikke forandret sig i årtier, men det har folk. Teknologien. Resten af samfundet.
Unge flytter for eksempel fra fødeegnen og til Århus og videre til København og måske tilbage igen. Tager måske et udveksklingophold i Californien i mellemtiden. Og måske – når de har rundet 40 – køber de et hus på fødeegnen. Og før de flytter tilbage i en storbylejlighed som pensionister.
Uanset hvor unge slår sig ned for at bo i kortere eller længere tid, besøger de det nærmeste megavarehus og forsyner sig med skrøbelig melamin, som få år senere efterlades ridset og skjoldet på genbrugsstationer. Man kan købe det samme møbel hos samme møbelkæde i både Aarhus og San Francisco og smide det væk igen i begge byer.
Og det gør ungdommen i stor stil, men kun fordi ingen tilbyder det, som de helt ned i grunden efterspørger. Den rigtige vare på den rigtige måde. Ingen opdager den efterspørgsel, for efterspørgslen er tavs - mere eller mindre uerkendt - så den protesterer ikke på gaden med skilte.
Anskaffelse og afskaffelse skal bare være noget, der går hurtigt, smertefrit og som fungerer. Om det er lease, leje eller fælleseje betyder ikke det store. Det skal bare passe til tidens livsformer, og det gør ejerskab stadig sjældnere.
Møblerne skal matche folks værdier i dag som æstetik, kvalitet og bæredygtighed, og de skal matche de unges små storbyboliger på størrelse. De skal være nemme og hurtige at skaffe og utroligt nemme at komme af med igen.
Og hver gang med et enkelt swip på mobiltelefonen. Som det mest selvfølgelige.
Måske skal møblerne stå i boligen, allerede når de flytter ind, og der skal de blive stående, når de rejser igen. Fordi en arkitekt har håndplukket møblerne til netop dét hus. Æstetisk kan det give enorm mening, at lade møblerne tilhøre boligen og ikke den midlertidige beboer.
Men er der forretning i at stille møbler til rådighed i stedet for at sælge?
Tag et kvalitetsmøbel, som både æstetisk og fysisk kan holde i mere end en menneskealder. Hvis møblet for eksempel har ægte, organiske og massive egenskaber, kan det vedligeholdes og restaureres. Og i stedet for at gå i arv i en familie, som i modsætning til før er spredt over større geografiske afstande - så skal møblet blot skifte fremmede hænder i en storby. Møblet beholder en værdi, som kan hale pengene hjem til ejeren, men måske over årtier som man kender det fra andre finansierede markedsløsninger.
En møbelproducent vil som det naturligste i verden helst sælge sine møbler. Omgående og kontant. Men er det nødvendigvis brugeren, der skal eje disse møbler? Kunne man forestille sig, at de hellere vil købe møbelydelser end møbler?
Forandringerne går stærkt, og det er almindeligt vedtaget, at det har konsekvenser for massevis af brancher og sektorer, som må gøre ting anderledes. For tiden taler man mest om taxikørsel og hotelværelser, men der er ingen grund til at tro, at møbelhandel går fri.
Færre mennesker i samfundet får fast grund under fødderne, fordi de bliver ældre. Stadig flere oplever tilværelsen som et rullebånd under sig. Arbejdsmarkedet forandrer sig fra fastansættelser til freelancetilværelser. I dag er der arbejde hér. I morgen er det dér. Kernefamilier bliver til paprelationer og andre familieformer. Vi ser stadig flere opbrud og skift i faser, og det er ikke for ingenting, at ord som disruption, mobilitet og omstilling fyger i flæng i medierne.
Og hver gang tilværelsens rullebånd kører videre under fødderne på folk, så er deres møbler til besvær og står i vejen. Møbler skal købes, sælges, flyttes, omrokeres. Og enten går de i stykker under flytning eller også får ejeren en mild diskusprolaps. Møblerne, som skulle have ydet tryghed og komfort, yder bøvl og bekymringer, når platformene brænder. Sådan som man anskaffer og afskaffer i dag.
Sådan er nutiden, og den er her allerede, men branchen er her tilsyneladende ikke. Altså bare nutiden. Jeg har ikke engang vovet at tænke på fremtiden.
