23948sdkhjf

Wood Supply kommenterer: Fri os fra den bøvede rivalisering

David Wedege er journalist og nyhedsredaktør på Wood Supply. En del af Nordiske Medier.

Der er intet som helst galt med god chokolade. Man kan forvisse sig om, at jeg mener det ved at tage et kig på mit skrivebord og finde et krøllet stykke sølvfolie fra en god, bitter plade med 80% og Madagaskar-mandler.

Det med chokolade vender jeg snart tilbage til.

Herning Folkeblad triumferede fredag over, at sidste uges udgave af trendmessen Formland i Messecenter Herning har tæsket en københavnermesse i Bella Center, som avisen ikke værdigede et navn. Men ja, københavnermessen ligefrem måtte lukke og slukke, skulle man forstå.

“Nu trækker konkurrenten sig”, stod der i Herning-avisen. En af messedeltagerne - en udstiller fra Odense - erklærede i samme artikel, at der kun findes Formland i Herning. 2 gange om året og dermed færdig.

Enten er historien et stykke dygtigt spin af messearrangøren i Herning. Blind lokalpatriotisk skriverus hos en Herning-reporter. Eller noget i midten.

Det er i hvert fald et udtryk for bøvet rivalisering at fremstille situationen som Formlands knockout-sejr over Northmodern. Hov, nu sagde jeg navnet på københavnermessen.

Og går man et stykke ned i avisartiklens brødtekst, fejrer messen, at opskriften på succes blandt andet var et vellykket fokus på luksuschokolade.

Chokolade - det er noget, vi spiser på Wood Supplys redaktion og ikke noget, vi beskæftiger os med. Der er langt fra chokolade til Paustians afsløring af Arctanders Muslingestol, som fandt sted på Northmodern. Bare for at plukke ud. Vi taler om to ret forskellige messer. Man kan ikke tæske en konkurrent, der beskæftiger sig med noget andet og som dermed kun er konkurrent et stykke ad vejen.

Northmodern kunne også præsentere en næsten fuld udstilling fra Fredericia Furniture, som afspejlede det nye showroom The Double F Hotel i Frederiksborggade ved Nørreport i København. Fra Formlands eget nabolag var Finn Juhl-producenten Onecollection dukket op.

Det samme var vægtige aktører på kontraktmøbelmarkedet som Blå Station og store svenske Lammhults.

Jo, der var en interiørproducent som unge, århusianske Roon & Rahn fra iværksættermiljøet Godsbanen, der var repræsenteret på begge messer på samme tid. Og som er et eksempel på en aktør, der lægger sig lige i overlappet mellem messerne.

Northmodern har for længst defineret en mission, der er på rejse mod et helt andet land end Formland. Og Formland kan fortsætte med det, de har været knalddygtige til.

Man ligger ikke vind og skæv i kanvassen, hvis man lancerer en vision om en årlig designmanifestation, som skal placere Danmark på verdenskortet. Som nærmest naturligvis bliver en årlig messe som de internationale konkurrenter, Northmodern gerne vil måle sig med i fremtiden.

Man er heller ikke et ringvrag, når man forfølger en byudviklingsplan om at skabe en permanent designdestination i området omkring Bella Center.

Og læg dertil, at organisation bag disse visioner før har løftet modemessen CIFF til en betragtelig højde.

Alle - også Herning - skulle glæde sig over, at Danmark i 2017 får en mere spændende og dynamisk eventkalender med mindre kannibalisering, fordi messedatoer falder sammen, og hvis Herning vil medvirke til at se visioner for Danmark, så er det ikke sagen at tale andre aktører helt ned i ringgulvet. Eller ligefrem 6 fod under.

Skulle Herning så tolke københavnernes omsadling som en sejr, så under jeg dem gerne glæden, for de er dygtige til det, de gør, og Wood Supply var endda redaktionelt til stede på begge messer i forrige uge. Lidt på Formland, fordi der sker en smule, som Wood Supply interesserer sig for. Og mest på Northmodern.

Det ville bare klæde Herning-holdet en smule at lukke døren til omklædningsrummet, før de holder sejrsbrøl.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.162