23948sdkhjf

- Det er også en slags protest mod branchens udvikling

Erfaren møbelhandler tager sit helt eget skridt med ny butik i Aalborg.


I 15 år har Rikke Høgh drevet møbel- og interiørbutik i Aalborg og Hjørring og set branchen gå sin gang.

Nu udvider hun interiørafdelingen på Mølleplads i Aalborg med den helt nye konceptbutik Marché Central med Marokko-import.

Butikken, som er indrettet i et overtaget nabolokale, skal ikke bare imødekomme en gryende trend, som hun øjner på designscenen. Den vil også stå som en stille protest mod en udvikling i interiørbranchen, som hun oplever.

- Før krisetiden var leverandørerne meget loyale over for interiørbutikkerne, men siden krisen har vi oplevet, hvordan vi pludselig har konkurreret mod vores egne leverandører, når de sælger direkte til kunderne, siger hun.

Hun oplever især, hvordan designhuse laver direkte websalg, rabatkampagner og fri levering. Det presser butikker som hendes. Især når stadig flere kunder bruger butikslivet som showrooms, mens de går hjem og handler på nettet.

- For 15 år siden syntes kunderne, at alt det, man havde, var meget specielt. Men nu er der kommet boliginteriør i rigtig mange butikker og er blevet mainstreamvarer på hvert et gadehjørne. Man har totalt udvandet flere af disse brands, siger hun.

Med butikken Marché Central forsøger hun derfor noget ganske nyt i en branche, hvor der altid er tilbudskampagner med de samme populære brands og hvor konkurrencen trykker priserne i bund.

Parret bag Høgh-butikkerne i Aalborg, besøgte tidligt i Marokko som turister – før havde de ingen relation til land. De blev meget inspireret af den håndværksproduktion, de så i Nordafrika, som er præget af både franske og marokkanske traditioner.

Derfra importerer de alt fra Marokkopuder til lertøj direkte fra små producenter, og prisniveauet er betaleligt for det helt brede publikum.

- Her konkurrerer vi kun med os selv, og vi kan selv sætte priserne. Det er alt sammen varer, vi selv har fundet ved at rejse rundt og blandt andet finde en keramiker langt ude på landet. Det er ikke varer, man finder i andre butikker, siger Rikke Høgh.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073