Dropper HTH til fordel for Svane
Kundernes smag får typehusfirma til at skifte leverandør.
Det skyldes dog ikke utilfredshed med HTH, understreger administrerende direktør Johannes Schmith:
- Vi har været rigtig glade for at samarbejde med HTH, så det er med vemod, at vi siger farvel. Imidlertid tror jeg på, at Svane er den rigtige leverandør for os i fremtiden. Vores kunder ønsker ofte at investere ekstra i køkkenet og går op i et lidt andet design og for eksempel massive trælåger. Her appellerer Svane i høj grad til vores kunders smag, siger han.
Heller en stor kunde i et lille firma
Det er anden gang i år, at Danhaus opsiger samarbejdet med en leverandør. I februar blev Bygma skiftet ud med CF Petersen & Søn og 10-4 Byggecenter & Tømmerhandel, som nu leverer byggematerialer til Danhaus-projekter henholdsvis øst og vest for Storebælt.
Dengang lagde Johannes Schmith vægt på de personlige relationer og den korte afstand til beslutninger i topledelsen som en væsentlig årsag til beslutningen om at skifte leverandør. Det har også spillet ind denne gang:
- Jeg glæder mig til at blive en stor kunde i et knap så stort køkkenfirma i stedet for at være en lille kunde i et meget stort firma. Jeg holder rigtig meget af, at der er tætte samarbejdsrelationer og kort vej til beslutningerne, siger Danhaus-direktøren.