Konkurrenter vil købe krakkede Belodan
Nu er fabrikken gået konkurs, men meget tyder på, at der kan komme gang i produktionen igen, fortæller advokat Jens Paulsen fra partnerselskabet Dahl. Han er udpeget som sagens kurator.
- Der er en positiv interesse, som er kommet umiddelbart efter, og vi har allerede haft 3-4 stykker, som har været ude og kigge på det, siger han.
Han siger også, at det ikke er aktører, der har været med i den hidtidige ledelse af Belodan. Men det er stadig aktører i samme branche, og de interesserede er indbyrdes konkurrenter.
Om konkursen har han den umiddelbare opfattelse, at det efter omstændighederne er gået ordentligt til.
- Det kan man selvfølgelig ikke fastslå, men det er ikke som i andre sager, hvor man siger, at det lugter af noget.
Hans opfattelse er, at Belodan helt enkelt ikke kunne sælge nok for at dække de faste omkostninger.
- Man skal se at få standset, når man kan se, at det er ved at gå galt og selv indgive en konkursbegæring, så man ikke stifter yderligere gæld. På den måde ligner det her rettidig omhu fra ledelsens side, og i forhold til omsætningens størrelse, så er det egentlig en lille kreditormasse, vi taler om, siger Jens Paulsen.