23948sdkhjf

Invita-direktør gik selv

Den nu forhenværende Invita-direktør - Leif Nygård - forstår Nobia-koncernens beslutning om at ændre strukturen, men han ville have svært ved at se sig selv som en brik i den nye konstruktion.
Forleden kom det frem, at Leif Nygård - grundlægger af køkkenvirksomheden Invita - har forladt sin stilling som direktør. Det sker i kølvandet på de organisationsændringer, som Invita's ejer - svenske Nobia AB - har foretaget i løbet af efteråret.

Over for Midtjyllands Avis slår den nu forhenværende direktør fast, at beslutningen om at gå helt og holdent var hans egen. Efter en grundig overvejelse af den nye situation var han nemlig kommet frem til, at han ikke kunne stå inde for at bære Invitas kultur videre:

- Midt i en svær tid har Nobia, der også ejer HTH og Uno Form, med god grund valgt at organisere sig anderledes på det danske marked. Det betyder, at de tre køkkenfirmaer får en fælles forretningsenhed, Nobia Danmark, der skal skabe stordriftsfordele. Den beslutning er jeg ikke umiddelbart uenig i. Jeg har blot valgt, at jeg ikke vil være en del af Invitas fremtid i den nye organisering, siger han til avisen.

Leif Nygård vil frem til sommeren 2009 stå til rådighed for diverse opgaver i Invita-regi. Herefter vil han lade døren stå åben for nye og spændende projekter.

Ny i direktørstolen bliver Henrik Karup Jørgensen, som også står i spidsen for såvel HTH som Nobia Danmark. Han har dog ikke planer om at bringe de helt store forandringer med sig:

- Invita har skabt sig et stærkt brand, som vi vil værne om. Invita beholder sit eget, stærke navn, sortiment og markedsføring, og butikkerne fortsætter som en selvstændig og stærk kæde. Det er alene på de indre linier, vi skal udnytte de stordriftsfordele, der logisk er, forklarer han i en pressemeddelelse.

Invita har siden 2000 været en del af køkkenkoncernen Nobia.

Læs mere:
Invita-grundlægger forlader direktørposten

Kilde: Invita / Midtjyllands Avis

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078