Høj kvalitetskontrol er guld værd
Møbelproducenten Actona sælger fortsat masser af møbler, og ifølge afdelingsdirektøren i Kina skyldes det en omfattende kvalitetspolitik.
- Det skyldes i høj grad den kvalitetspolitik, vi fører i Kina. Kunderne søger i en sikker havn. Vi har en ekstremt stærk kvalitetskontrol, og vi sørger for en sikker levering. Det gavner os, når krisen kradser, siger John Winther - direktør for Actona’s afdeling i Kina - til Børsen.
Actona sender årligt mellem 10.000 og 12.000 containere med møbler fra sine leverandører i Kina til markederne i Europa, og der ligger således en omfattende kontrolopgave i at holde styr på varernes kvalitet. Det tog Actona allerede konsekvensen af for otte år siden, hvor man åbnede kontor i Kina for netop at være tættere på leverandørerne.
Ingen planer om Kina-salg
Det kinesiske detailmarked oplever for tiden en enorm vækst på mere end 20 % om året, men ifølge John Winther får det dog ikke umiddelbart Actona til at planlægge et indtog på det kinesiske marked.
Virksomheden holder sig til de vestlige markeder, hvor man i 2007/08 omsatte for 964 mio. kroner. Det resulterede i et overskud på 14,55 mio. kroner, hvilket var et fald på næsten 38 mio. i forhold til året før. Actona venter dog et markant forbedret resultat i indeværende regnskabsår.
Kilde: Børsen