De almindelige må finde en grund til at eksistere
Wood Supply kommenterer.
Af David Wedege
Wood Supply besøgte i forrige uge Møbelmessen i Vejle, som blev holdt for syvende år i træk. Altså stadig en ung messe, der paradoksalt nok er et nytiltag for den mest traditionelle del af møbelbranchen.
Den del af møbelhandlerbranchen, som messen selv kalder for den almindelige. Det tror jeg, er et ret så problematisk mærkat.
Det er ikke svært at se den almindelige del af branchen som udfordret af udviklingen. Den presses fra den ene side af højeffektive kæde- og varehuskoncepter og på den anden side fra et dyrere designsegment, som ved hjælp af stram omkostningsstyring faktisk formår at sælge eksklusive produkter til konkurrencedygtige priser. Især fra et yngre segment af design- og interiørbutikker.
Der er dog ingen tvivl om, at den almindelige møbelbranche udgør en væsentlig stor del af branchen og af møbelsalget, og mange steder lever branchen både stille og godt.
Spørgsmålet er bare, hvor langt ud i fremtiden den fortrøstning holder ved for både producenter, grossister og forhandlere.
Og spørgsmålet er, om den del af branchen har en mission i dag og for fremtiden, som har gennemslagskraft ude hos kunderne. Eller om den omvendt udvikler sig stadig mere til en fortidsreminiscens. I hvor lang tid kan man endnu sige, at det går godt, så længe man kender sine kunder?
Og ville nogen overhovedet opfinde den almindelige møbelbranche i dag, hvis den ikke var her i forvejen? Grundspørgsmålet, mange forskellige slags brancher må stille sig selv i disse tider.
De andre delbranchers roller på markedet er tydeligere at få øje på, og midtersegmentet har måske den stærkeste forhistorie og de tykkeste læderscrapbøger på kontorhylderne. Men på fremadrettet vis måske den svageste identitet.
I de senere årtier er discountsegment for alvor vokset op, som forsøger at tilfredsstille nogle funktionelle og æstetiske behov til den billigst mulige pris. Den delbranche stormer derudad.
Vi har set opkomsten af den såkaldt betalelige luksus, som leverer design med meget stærke profiler og identiteter og oven i købet til priser, som bider skeer med den traditionelle møbelbranches detailpriser. Den delbranche stormer derudad.
Og de hvide butikker har en profil, som i grove træk er eviggyldig for sin målgruppe. Topprodukter til toppris. Den slags er der altid kunder til.
Den almindelige møbelbranche taler om lokal tilstedeværelse, god service og levering i stedet for trailerlån. Men på den anden side øges kædesamarbejderne og ensartetheden i landets almindelige møbelbutikker. Det er helt sikkert strømlinende og omkostningseffektivt, men det er også lidt som et kunstudspring, der ikke ved, om det skal lande på hovedet eller på benene.
Og mellemtingen er som bekendt en maveplasker. Man risikere at fremstå som en kæde blandt kæder, der er mindre konkurrencedygtig på både pris og trends.
Der skal findes en vej ud af den fælde, og det må være at opfinde en identitet, som giver hæderkronede og tradtitionsrige producenter og forhandlere en relevans langt ude i fremtiden. Måske behøver man ikke engang at opfinde noget nyt. Måske ligger værdierne i møbelhusene i forvejen og venter på at blive opdaget og gjort til fortællinger.
Og måske skulle den del af branchen holde op med at opfatte sig selv som almindelig. Identitet er snart sagt alt i dag, og sådan noget har man for lidt af, hvis man blot fremstår som almindelig.
