Mystisk nedsmeltning for frontmand i PH-møbelprojekt
Frontfigur er ude og hans selskab er gået konkurs. Men projektet lever, siger rettighedshaveren.
Sidste år trådte Mads Bøje frem i en stribe danske medier og erklærede sin passion for hidtil hengemte tegninger af PH-møbler, der var gravet frem fra statens arkiver. PR-foto: PH Furniture ApS (arkiv)
Og ambitionerne var store. Mads Bøje ville skabe et af Danmarks førende møbelbrands inden for 5 år med flagskibsbutik på Bredgade i København.
Siden har der været stille om projektet. Ingen møbler blev lanceret på markedet i efteråret 2015 som først lovet. Og nu viser det sig, at den levende af hovedpersonerne i projektet har været ude af projektet i månedsvis, og et selskab, PH Furniture ApS, som han stod som ejer af, er gået konkurs.
I august anmodede Erhvervsstyrelsen om at få tvangsopløst selskabet, der aldrig har afleveret regnskab, og 29. november blev der afsagt et konkursdekret.
Wood Supply har forgæves forsøgt at kontakte Mads Bøje for en kommentar.
Toneart Interior har rettighederne til at producere, markedsføre og sælge møblerne. Firmaet driver i øvrigt forretningen PH Pianos, som sælger Poul Henningsens ikoniske flygel, og bag selskabet står en række erhvervsfolk med Flemming Lindeløv i spidsen som formand.
Hos Toneart Interior er direktør Søren Vincent Svendsen ganske fåmælt omkring situationen, men han understreger, at PH-projektet ikke er dødt.
En meget lidt meddelsom Søren Vincent Svendsen lægger over for Wood Supply afstand til Mads Bøje og understreger, at Mads Bøje "intet som helst har at gøre med projektet”, som kører videre.
- Det er et stykke tid siden, vi sidst havde kontakt med ham. Han gav udtryk for en interesse i at hjælpe os med salg af møbler, og det er der mange, der gerne vil. Men det er én stor fejl, at vi er sat i forbindelse med ham, og desværre fik han taget selskabsnavnet, før jeg selv gjorde, siger Søren Vincent Svendsen og henviser til selskabsnavnet PH Furniture.
- Vi har haft nogle diskussioner med ham i forhold til, hvad han gerne ville, siger han.
Derudover ønsker han ikke at kommentere forholdet til Mads Bøje yderligere.
Han ønsker heller ikke at svare ja eller nej til, om der var et formelt samarbejde og dermed underskrevne papirer mellem Toneart Interior og Mads Bøje med hans nu tvangsopløste selskab, PH Furniture.
- Jeg har svaret, så godt som jeg kunne. Vi førte nogle diskussioner med ham, siger Søren Vincent Svendsen.
Hvad mener I om, at Mads Bøje forrige år lancerede sig selv som forgrundsfigur for projektet i en lang række medier? Var han i jeres øjne berettiget til at optræde sådan?
- Jeg har ikke yderligere at tilføje, svarer Søren Vincent Svendsen.
Wood Supply har også forgæves forsøgt at få en kommentar fra John Korsø Jensen, som er kurator for Mads Bøjes konkursbo.
Hjemmesiden eksisterer fortsat, og bortset fra en grafisk ramme med Poul Henningsens portræt, er den fortsat tom for indhold. Søren Vincent Svendsen er registreret som ejer af phfurniture.com.
Facebook-siden eksisterer fortsat, og den er drevet af Mads Bøje. Der er ikke sket aktiviteter på Facebook-siden siden 15. januar 2016.
Facebook-siden eksisterer fortsat, og den er drevet af Mads Bøje. Der er ikke sket aktiviteter på Facebook-siden siden 15. januar 2016.