Direktør forlader Montana
Claus Qvitzau siger farvel til den fynske møbelproducent efter fire år som topchef.
Efter 15 år i virksomheden - heraf de seneste fire som øverste chef - har administrerende direktør Claus Qvitzau valgt at søge nye udfordringer. Ifølge bestyrelsesformand Peter Lassen sker bruddet helt udramatisk, om end han ikke finder tidspunktet belejligt:
- Det kom mig rigtig meget på tværs, som den slags altid gør. Vi havde lige udnævnt to nye områdesalgsdirektører for Norden og Centraleuropa, og dem skulle han køre ind først. Det har han gjort nu, dermed har han opfyldt vores aftale og forlader os, siger Peter Lassen til Børsen.
Skulle den nu afgåede direktør stå og mangle en anbefaling til et fremtidigt job, kan han roligt henvise til sin bestyrelsesformand:
- Han har gjort et kanon godt job, og vi har haft nogle rigtigt gode resultater i hans regeringstid. Vi er derfor godt rustet til det uvejr, som vi både ser og mærker rundt omkring, slutter en trods alt optimistisk Peter Lassen.
Montana Møbler har midlertidigt indsat produktionsdirektør Bjørn Thygesen som administrerende chef, og bestyrelsen vil inden for den nærmeste fremtid indlede jagten på en ny permanent løsning.
Kilde: Børsen