Den samme sang. Men ingen samklang
Wood Supply kommenterer.
Af David Wedege
Man skal ikke bevæge sig længe i den danske design- og møbelbranche for at høre, at et nationalt fællesfremstød i hovedstaden er til debat.
Utroligt mange er enige om, at København fortjener et designfremstød, som verden kan høre og se, og på den led synger alle den samme sang, og den sang skulle have lydt så skønt.
Problemet er bare, at der ikke er samklang. Og så skurrer det i ørerne.
Efter aflysningen af Northmodern i maj 2017, kunne låget ikke længere sidde på trykkogeren.
Aktører, som før har omtalt hinanden i respektfulde og afmålte vendinger, er begyndt at bruge nedsættende tillægsord, når mikrofonen er tændt, og tonen har nærmet sig lyden af fnys.
Derudover kan man så gætte sig til, hvordan det har lydt bag lukkede døre og uden mikrofon.
Måske er det ikke ubetinget dårligt, for debatten om branchens samling eller mangel på det har afsløret, at der længe har eksisteret en tavs og kold konflikt mellem parter, som dårligt har kendt hinandens synspunkter.
Så man kan vove at sige, at den skarpe meningsudveksling er en nødvendig fase i enhver proces, der går fra frossent forhold til samarbejde og forståelse, for projektet har behov for alle de kræfter, der kan mobiliseres. Hvis København og Danmark skal blive "great again".
Man kan forstille sig mange tankeeksperimenter. Og det er det, der i første omgang er behov for. Ét tankeeksperiment er at lade messecentret og midtbyen - for nu at sige det med utilrettede jydeord - dele døgnet mellem sig. Messe om dagen. Midtby fra sen eftermiddag og resten af aftenen.
For udenbys og udenlandske gæster er tiden fra eftermiddagens lukketid til næste morgens åbningstid den rene spildtid, så hvorfor ikke udfylde døgnet med brancherelaterede events?
Lige nu virker det dog vanskeligt at øjne en designuge i 2017 med den gennemslagskraft, der var visioner om. Forhåbentlig holdes drømmen ved live til 2018.
Det bliver forsinket. Men ikke for sent.
