Montana ansætter flygtninge i praktik
Mandag startede 51-årige Thanaa Baidoun og 34-årige Abdul Kader i praktik på møbelproducenten Montanas fabrik i Haarby. Det tre måneder lange praktikforløb er resultatet af et samarbejde mellem Montana og Assens Kommune.
Det skriver Fyens.dk
- Det handler om, at vi i bund og grund godt kunne tænke os en rummelig arbejdsplads. Vi vil gerne tage et socialt ansvar og fremme ligebehandling og integration. De er jo her i landet, og vi tror, at det at tilbyde fællesskab på en arbejdsplads gør, at de kommer hurtigere i gang med at blive integreret på en god måde, siger Mikkel Wildfang, produktionsdirektør ved Montana, der i alt har 150 ansatte, hvoraf 80 af dem arbejder i produktionen.
Ikke alle medarbejderne hos Montana har været lige positive over for den nye praktikordning, men den største skepsis er dog manet til jorden.
En skepsis, der stammer fra helt tilbage fra 2008, hvor Montana sidste havde flygtninge i praktik. Dengang var der ikke blevet forventningsafstemt og samarbejdet med kommune var ikke så godt som det er i dag.
Tillidsmand Ivan Thor hos Montana fortæller at informationsmøder med en virksomhedskonsulent fra Assens Kommune har givet medarbejderne den fornødne information om, hvordan praktikforløbet kommer til at foregå, hvorfor langt største delen af de ansatte er positive over for projektet.
Assens Kommunes tilbud
Assens kommune har pr. 3. januar 294 flygtninge, der er underlagt integrationsprogram og ydelse. Af de 294 er 55 procent joparate og resten er aktivitetsparate.
Assens Kommune har oftest omkring 50 ledige praktikpladser - overvejende ved mindre virksomheder, men også hos større aktører. Derudover har man borgere i IGU-forløb, der er et toårigt integrationsforløb, der består af både virksomhedspraktik og undervisning.
Det er ikke kun Montana, der tager i mod flygtninge.
Hos Katrine & Alfreds Tomater oprettes omkring 15 IGU-pladser, mens man hos gartneriet Lykkesholm har planer om at oprette 10 IGU-pladser.