Milliontab for østjysk inventarfabrik snyder synet
Når den østjyske inventarproducent Torring, som er hjemhørende i Vinding ved Vejle, kommer ud med millionunderskud i nyt regnskab, så snyder det synet.
Det mener i hvert fald Bent Henriksen, som er adm. direktør.
Torring, som er specialiseret inden for totalløsninger med skillevægge og garderobeskabe til især svømmehaller og lignende miljøer, oplever, at de store ordrer fra offentlige kunder falder tilfældigt. Derfor er det også tilfældigt, at der var ordretørke fra oktober til 2015 til oktober 2016
- Det må jeg konstatere. Vi er kommet rigtig godt afsted i det indeværende regnskabsår. Vi har mange spændende projekter i pipelinen, så det ser fornuftigt ud, siger han til Wood Supply.
Torring er i grunden en traditionel inventarvirksomhed, som hen ad vejen har specialiceret sig inden for kompaktlaminerede emner, der egner sig særlig godt til vådrum. Og i øvrigt også inden for totalløsninger, som omfatter elektronisk udstyr til adgangskontrol og låse.
- Vi er blevet målrettet i vores indsats, fordi vi føler, at det er der, vi kan tjene penge, og nu vil vi også forsøge at brede det ud til nogle flere kundesegmenter end lige netop svømmehaller, nævner Bent Henriksen.
t. kr. | 2015/2016 | 2014/2015 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 4130 | 5726 |
Resultat af primær drift | -1441 | 198 |
Resultat før skat | -1525 | 106 |
Årets resultat | -1191 | 78 |
Balancesum | 10597 | 10029 |
Egenkapital | 3521 | 4712 |
Personaleomkostninger | 8000 | 7975 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2016. |