23948sdkhjf

Genopstanden bordpladefabrik har succes

Der er glæde igen hos bordpladeproducenten Pro Wood i Odder, som tidligere sloges med en tyngende gæld, hvor udgangen blev, at kreditorerne - især långivere og Skat - trak stikket i efteråret 2015.

- Vi kunne desværre ikke komme overens med kreditorerne dengang, siger Kim Mildahl, som siden 2007 har stået i spidsen for produktionen i Odder.

- Derfor endte det desværre med en hård løsning, for vi skulle af med den gæld for at blive ordentlig levedygtig.

Pro-Wood blev rekonstrueret, og allerede med sit første regnskab for 2016 og de sidste måneder af 2015, er det nye selskab kommet ud med sorte tal.

Bordpladeproducenten, som laver underleverancer til især danske møbelproducenter, har ifølge Kim Mildahl øget omsætningen med 15 procent, og på bundlinjen står et nettoresultat på 624.125 kroner.

- I forvejen havde vi regnet med fremgang, men det her er væsentligt over budget. Markedet har efterspurgt væsentligt flere møbler. Vi har ikke fået nye kunder som sådan. Det er snarere de eksisterende, der køber mere af de samme produkter, mens nye serier er kommet til, fortæller han.

De hyppigst anvendte materialer er spånplade og mdf og med overflader som linoleum og laminat. Kim Mildahl erkender, at man er presset af udenlandsk priskonkurrence, men han tror, at fordelene ved dansk produktion opvejer prisulempen.

- Vi hører om, at der er mange komplikationer forbundet med at handle i udlandet. Hos os har vi ikke ret mange reklamationer. Jeg synes, vi har vores styrker på markedet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.072