Er messen i Stockholm en oprejst dødning?
Af David Wedege
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.
Det ligner en stor succes og er det måske også. Især for messestedet Stockholmsmässan i Älvsjö, som i disse dage har slået dørene op for årets Stockholm Furniture & Light Fair.
Med cirka 120 udstillere og godt 1000 besøgende har Sverige tiltrukket møbelbranchens danske nationalbegivenhed. Især når den danske messekalender i år blev stærkt amputeret, da et vordende forsøg på en national messe med Northmodern i Bella Center måtte give op.
Den sigtede ellers direkte på at gøre det af med Stockholm. Eller det ”ørkesløse Älvsjö”, som Bella Centers direktør så direkte skosede Stockholm-forstaden, hvor messen foregår.
Spørger man de danske udstillere, så siger mange, at de er det rigtige sted. Det er en regional messe, hvor man dels kan dyrke sit hjemmemarked og hvor man dels kan komme frem på de nære, nordiske fjernmarkeder. Det er her, det sker.
Derfra lyder meldingerne dog ikke yderligere af begejstring, og det er snarere Stockholmsmessen, der har valgt den danske branche, end det er den danske branche, der har valgt Stockholm. Messen er blevet et sted, hvor kommer for at klare sig i hård business. At blive hjemme er at blinke, og det gør man nødigt på et stærkt konkurrencepræget marked.
Det, der dæmper manges begejstring, er de notorisk høje omkostninger. Det er dyrt at udstille på messen. Branchefolk taler også om, at den omkostning ikke er udgifter, der giver umiddelbar tilbagebetaling. For årtier siden var messen det sted, hvor man på heldige dage kunne få underskrevet en hel bunke ordre, som man skulle hjem og håndtere. Man kunne fra åbningsdag til lukningsdag se messedeltagelsen tjene sig hjem og måske endnu mere til. I dag sælger man typisk for 0 kroner, men kommer med mappen fuld af visitkort.
Branchen taler også om tiden. At der er stort tidsforbrug med det traditionelle messeformat. At tiden, som accelererer i den virkelige verden, er ved at løbe fra dagevis med bløde samtaler over espresso i papkrus.
Og så er der nyhederne, der mønstres på messer nærmest per ritual. Alle medgiver, at internettet har overflødiggjort det. At gå på messe for at se nyheder, er lige så nødvendigt som at købe en plade for at høre musik.
I det hele taget har jeg talt med mange om messer. Og jeg har ikke hørt nogen sige, at det indeholder noget i fremtiden, som branchen i dag længes efter. Jeg har ikke hørt nogen udtrykkke, at messeformatet har et uforløst potentiale til at bringe møbelhandel et sted hen, hvor man ikke er i dag.
Så alt i alt kunne man spørge, om messen, som man kender den i dag, ville blive opfundet i 2017, hvis den ikke var her i forvejen?
Man kan bare spørge Bella Center, som siden 2015 forsøgte med et comeback som møbelmessearrangør. Det var ikke en messe, som vægtige danske aktører i nævneværdig skala ville købe i 2017.
Nu er Stockholmsmessen her stadig i 2017. Skal jeg se ud over min strindbergske pessismisme i Midtsveriges vinterkulde, så skal jeg medgive, at det er lige så fornøjeligt som altid at se frugten af de danske aktørers anstrengelser og forberedelser.
Og det ”ørkesløse Älvsjö” er med sin tiltrækningskraft helt sikkert en kolos i det her landskab. Men måske også på lerfødder.
Rejser folk hertil om 10 år?
