Nordisk natursamarbejde er blevet en dysfunktionel familie
Af David Wedege
David Wedege er journalist og nyhedsredaktør for Wood Supply.
Det er lykkedes for det yderste og mest upragmatiske strammerstandpunkt at få afgørende indflydelse på det, der ellers er en pryd i det fællesnordiske samarbejde, nemlig miljø- og sundhedsmærket Svanemærket.
Som Wood Supply har beskrevet både tirsdag og onsdag, så har Svanemærket i 2015 antaget nogle stramme kriterier for, hvilke træsorter som kan indgå i svanemærkede produkter, og der er strammet så stramt, at både Verdens Skove, WWF Verdensnaturfonden og FSC ryster på hovederne.
Over én kam har det fællesnordiske Svanemærke taget en bekymring over truede arter, som er beskrevet i den verdensomspændende NGO IUCN’s liste og udelukket arter, som vokser i tropiske regnskove.
Det er ikke svært at se en uhellig alliance bag. Den upragmatiske strammerlinje generer formentlig ikke storskalaindustrien af tømmer i større træproducerende lande som Sverige og Finland og Norge, hvis strammerlinjen kan stille det fremmede tropetræ i odiøst skær.
Og stramningen generer formentlig heller ikke den del af naturlobbyen, som fremturer med deres mistænkeliggørelse og kritik af en certificeringsordning som FSC for at indeholde en utilstrækkelig naturbeskyttelse. I deres øjne er den bedst mulige certificering, der er slået an internationalt, ikke god nok. Og så er alternativet tilsyneladende at lukke helt og skade afsætterlandenes bæredygtige produktionsudvikling og eksport.
Natur- og miljøspørgsmålene i det er faglige diskussioner, som føres i det nordiske samarbejde bag Svanemærket. Jeg lader fagfolk om den diskussion.
Samarbejdet på træ- og skovområdet - derimod - er øjensynligt blevet dysfunktionelt, og forløbet har blotlagt, at der er stor forskel på Danmark og de øvrige lande i Norden, og det øvrige Norden har nu lagt en linje, der er i stærk modstrid med faglig dansk opfattelse og interesser.
Spørgsmålet er, om samarbejde på netop træ- og skovområdet overhovedet giver mening for Danmark længere, når Danmark har et markant anderledes perspektiv.
Det dysfunktionelle samarbejde, som ikke har levnet den nødvendige pragmatisme over for dansk mindretalsinteresse, er danske skatteydere endda med til at betale for. Men skidtpyt nu med de småpenge.
Det er værre, at der er opstået en unødvendig revne i det, der skulle stå for det smukkeste ved regionalt samarbejde og som er billedliggjort ved en svane.
