23948sdkhjf

Færre besøgende på design- og interiørmesse

Fagmessen Formland oplevede en nedgang i besøgstallet på lidt over 15 %. Ganske som ventet siger arrangørerne, som dog glæder sig over bred opbakning fra branchens førende virksomheder.
I alt 15.859 mennesker gik gennem tælleapparaterne under den fire dage lange design- og interiørmesse, Formland Spring 2009, der sluttede mandag i Messecenter Herning.

Det er 3.188 færre end ved forrige messe, men ifølge projektchef Lars Jespersen havde man fra arrangørernes side kalkuleret med en vis nedgang i besøgstallet:

- Formland er et spejl af branchen. Lige nu mærker især detailbranchen krisen, og det betyder, at butikkerne bliver forsigtige og holder igen med både indkøb og varelager. Vi mærker krisen ved, at de tager færre medarbejdere med på messebesøg end tidligere, men det var forventet, fortæller han.

I stedet for at fokusere på faldende besøgstal vælger projektchefen at glæde sig over den brede opbakning fra udstillerne. Således investerede i alt 612 virksomheder i en stadeplads denne gang:

- Trods krisen er det er helt på niveau med tidligere februarmesser, og det fortæller os, at Formland fortsat er det førende mødested for hele branchen, lyder det fra projektchefen.

Næste udgave af Formland finder sted 14.-17. august i MCH Messecenter Herning.

Kilde: Messecenter Herning

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078