Fortsat svære markedsbetingelser i parketindustrien
Foreløbige opgørelser vidner om et samlet fald i salget på 7 % i Europa, og branchen ser ingen tegn på bedring foreløbigt.
Ifølge branchebladet Euwid ligger ordrebeholdningerne i januar 2009 samtidig på et væsentligt lavere niveau end for et år siden, og de to tyske januar-messer - Bau og Domotex - har indtil videre ikke ført til nye større ordrer for producenterne. På den baggrund kalkulerer de fleste aktører med, at de negative tendenser også vil præge markedet i de kommende måneder.
To slags strategier
Hos producenter af den såkaldte trelags-parket har problemerne på markedet skabt to modsatrettede krisestrategier.
På den ene side ses de producenter, der har reageret ved at udvide produktsortimentet. Der er fortrinsvist tale om designorienterede produkter i højere kvalitet, der søges afsat på kontraktmarkedet.
Sideløbende hermed har en gruppe af producenter valgt at gå i en helt anden retning. De fokuserer nu udelukkende på de varer, der er billige at producere, og som dermed kan sælges til en relativt lav pris.
Kilde: Euwid