23948sdkhjf

Fem BoConcept-butikker tvunget i konkurs

Franchisetageren bag fem BoConcept-butikker har indgivet konkursbegæring. Kæden arbejder på at overtage tre af de ramte forretninger.
Fem BoConcept-forretninger i københavnsområdet er lukket, fordi franchisetageren har måttet indgive konkursbegæring.

- Vi tror ikke på konceptet mere, siger han kortfattet til Lokalavisen.dk.

Ifølge Børsen drejer konkurserne sig om butikker i Lyngby, Ishøj, Hillerød samt på Amager og på Frederiksberg. De ti øvrige butikker i Danmark er ikke berørt.

Har ikke gjort det godt nok
De fem afdelinger i Storkøbenhavn står kun for omkring 1,5 % af den samlede omsætning hos BoConcept, men administrerende direktør Viggo Mølholm vurderer, at udviklingen vil give kæden en markedsnedgang på en tocifret procentsats i Danmark:

- Vi har ikke gjort det godt nok. Indehaveren af en succesrig Boconcept på Frederiksberg har fået lov at ekspandere for hurtigt med åbning af fire butikker på to år - et par af dem i for dyre lejemål. Og nu rammes han så af tilbagegangen i møbelsalget i Danmark, konstaterer Viggo Mølholm over for Børsen.

Vil videreføre butikker
Direktøren oplyser, at kæden har planer om selv at drive tre af butikkerne videre. Det skal ske via et nyt selskab, som koncernen etablerer sammen med sin danske masterfranchisetager:

- Vi har tilbudt at overtage og videreføre de tre butikker, vi i den aktuelle situation vurderer, har det største potentiale, så kunderne i det storkøbenhavnske område fortsat har mulighed for at købe Boconcept-møbler og accessories, forklarer Viggo Mølholm.

Gør alt for at hjælpe kunder
Ifølge Børsen rammer konkurserne en række kunder, som endnu ikke har fået deres bestilte varer, men Viggo Mølholm oplyser, at man arbejder på en løsning:

- Vi gør alt for at komme i dialog med kurator og for at hjælpe de kunder, der er i klemme. Rent juridisk må vi ikke love, at de vil få deres varer, da disse simple kreditorer i boet dermed stilles bedre end andre. Men vi arbejder på at finde en løsning. Det føler vi os moralsk forpligtede til, siger han.

I alt bestod Boconcept-kæden pr. 1. februar af 256 selvstændige forretninger samt 113 såkaldte studios, der er afdelinger i større møbelhuse. Aktiviteterne er fordelt på 50 lande verden over.

Kilde: Børsen / Lokalavisen.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082