23948sdkhjf

Rationel Vinduer ud med underskud

Den midtjyske vinduesfabrik realiserede i 2008 et underskud på 55 mio. kroner. Det er et fald på 111 mio. i forhold til 2007.
Nedgangen i byggeriet rammer dansk industri hårdt. Det gælder også for Rationel Vinduer, hvis årsregnskab for 2008 viser et fald i såvel omsætning som indtjening:
- Når byggeriet i Danmark og de øvrige europæiske markeder går i stå stort set på én gang, er vi i en branche, hvor det rammer først og det har givet et utilfredsstillende resultat for 2008, forklarer administrerende direktør Jes Jensen.

Rationel Vinduer - der er en del af VKR-koncernen - er kommet ud af 2008 med et underskud på 55 mio. kroner før skat mod et overskud på 66 mio. året før. Omsætningen er faldet fra 1,16 til 1,13 mia. kroner, og i årets løb har ledelsen set sig nødsaget til at reducere medarbejderstaben fra 652 til 514 ansatte:

- Vi har hurtigt måttet tilpasse os denne udvikling og det har beklageligvis medført tab af arbejdspladser på vores fabrikker og medført, at en fabrik i Irland og en fabrik i Struer har måttet lukke, siger direktøren.

Vil satse på energirenovering
For Rationel Vinduer er det nye år indledt med et noget lavere aktivitetsniveau end sidste år, men usikkerheden på markederne gør det svært at spå om fremtiden:

- Det bliver spændende at følge udviklingen. Sigtbarheden på markederne er ikke stor, og vi har tilpasset virksomheden til et lavere aktivitetsniveau. Vi går målrettet efter at sikre og udvide vores position på markedet for byggekomponenter, og vi forventer at konkurrencen utvivlsomt bliver endnu hårdere end den er i dag, fastslår Jes Jensen.

Han sætter sin lid til, at Rationel Vinduer kan drage fordel af de nye politiske tiltag på renoveringsområdet:

- Rationel Vinduer er specialist i lavenergivinduer til renovering af den bestående boligmasse, som bliver et stort marked i en tid, hvor nybyggeriet skuffer. Der er fokus på energirenovering i den offentlige debat, ikke mindst i renoveringspuljen i Folketingets nye Forårspakke, og her er vi klar med produkter, der opfylder alle forventningerne, slutter direktøren.

Kilde: Rationel Vinduer A/S

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094