Spændende udfordringer hos Danmarks eneste producent af skovmaskiner
I 2009 kan Silvatec Skovmaskiner A/S i Farsø fejre 25-års jubilæum med nyansat administrerende direktør og masser af store udfordringer.
Ny administrerende direktør
Den 1. november 2008 tiltrådte Torben Ude Petersen stillingen som administrerende direktør. Han har de seneste 20 år beskæftiget sig intensivt med eksportsalg og kommer fra en stilling som salgs- og marketingdirektør hos kølekoncernen Johnson Controls, hvor han har haft ansvaret for salgsudvikling og forandringsledelse i organisationen.
En af de første store opgaver for den nye direktør har været at få udarbejdet en helt ny forretningsstrategi. Den er virksomheden nu i fuld gang med at implementere med målsætningen om at forandre Silvatec fra en traditionel produktionsvirksomhed til et markeds- og kundedrevet selskab.
Silvatec mærker som så mange andre den nuværende markedssituation, der har direkte indflydelse på afsætningen af skovningsmaskiner på det europæiske marked, der er Silvatec’s primære:
- Situationen er overordentlig vanskelig i øjeblikket. Og det betyder, at vi hos Silvatec er nødt til at tilpasse medarbejderstyrken til den øjeblikkelige situation og dermed sikre en fortsat sund drift. Men med en soliditetsgrad på over 50 % står vi hos Silvatec Skovmaskiner rigtig godt rustet til den fremtidige satsning på det europæiske marked, siger Torben Ude Petersen,
Den russiske forbindelse
Silvatec Skovmaskiner A/S har gennem de seneste år været en del af den store russiske koncern Concern Tractor Plants, der i dag markedsfører Silvatec’s skovmaskiner på de store russiske og centralasiatiske markeder:
- Ejerskabet skal give os mulighed for at blive koncernens fremtidige brohoved for afsætning af russiske kvalitetsmaskiner på det europæiske marked, siger Torben Ude Petersen.
25-års jubilæum
Silvatec Skovmaskiner A/S har siden 1984 produceret og solgt professionelle maskinløsninger til skovindustrien og kunne den 9. februar i år således fejre 25 års jubilæum sammen med repræsentanter fra deres russiske ejere.
25-året blev markeret på fabrikken i Farsø, som ud over produktfremvisninger og lidt godt til ganen gav de besøgende mulighed for at teste deres evner til at køre og betjene Silvatec’s topmodel inden for skovfældning på et stort, udendørs areal.
- Med flere hundrede besøgende og virksomhedens to oprindelige stiftere på gæstelisten var arrangementet en stor succes og forløb over al forventning, fastslår Torben Ude Petersen.
Kilde: Silvatec - http://www.silvatec.com