23948sdkhjf

Markant dyk i møbeleksporten

Den danske møbeleksport faldt med 10 % i 2008, og især salget til USA, Storbritannien og de skandinaviske markeder er gået tilbage.
For første gang i 20 år var der i 2008 tilbagegang i den danske møbeleksport, og med et fald på 10 % er man nu tilbage på niveau med 1999:

- Alle slags møbler er ramt af nedgangen - lige fra de billige saml-selv-møbler til de dyre designmøbler. Det forretningsområde, som har mærket faldet sidst, er kontraktmøbelmarkedet. Det drejer sig om leverancer til store erhvervsbyggerier eller offentlige indretningsopgaver, som er bestilt under højkonjunkturen, siger Møbel+Interiør-direktør Keld Korsager til Børsen.

Fra et eksportsalg på 15,9 mia. kroner i 2007 faldt branchens salg i udlandet til 14,2 mia. sidste år, og ifølge Keld Korsager har den stærke danske krone svækket branchens position markant i primært USA, Storbritannien og på de skandinaviske nærmarkeder.

Det norske marked lagde godt fra land, men gik i stå i slutningen af året, og i Sverige har de danske eksportører mistet betydelige markedsandele:

- Selv om det samlede svenske forbrug og import af møbler steg i 2008, har de danske eksportører mistet betydelige markedsandele. Danske møbler er simpelthen blevet for dyre i Sverige, siger Korsager, som dog påpeger, at den lave svenske kronekurs også har bragt noget positivt med sig:

- Den lave svenske kronekurs har gjort det særligt attraktivt for konkurrencebetrængte danske producenter at proviantere i Sverige, når det gælder møbeldele og komponenter, ligesom størsteparten af råtræ til anvendelse i dansk møbelproduktion fremdeles indkøbes i vort svenske broderland. Så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, fastslår han.

Lyst ser det også ud med eksporten til de store vækstøkonomier i Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Her er salget øget med med 8 % til 132 mio. kroner, og også i Golfen er udviklingen positiv. Således er afsætningen til de velhavende arabiske oliestater øget med 4 % til 134 mio. kroner i 2008.

Kilde: Børsen / Møbel+Interiør Brancheforeningen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08