23948sdkhjf

Omstruktureringer skal sikre Engell sorte tal på bundlinjen

Polstermøbelfabrikken mistede i 2008 godt 40 % af sin omsætning, og også i 2009 venter man fald i omsætningen. En omfattende spareplan gør dog, at Engell i år forventer at vende 2008-underskuddet på 18 mio. kroner til et mindre plus.
Krisen i møbelbranchen har været hård for Engell Møbler, der i det forgangne år så sin omsætning svinde ind fra 74,8 til 46,4 mio. kroner. I 2009 venter man yderligere fald på omkring 35 %, og det har fået administrerende direktør Henrik Lerche til at handle.

Direktøren - der sidste år overtog ejerskabet af fabrikken fra svenske Furinova - har således iværksat en række tiltag, der blandt andet indebærer omfattende ændringer i produktionen:

- Væsentlige dele af produktionen er outsourcet i løbet af 2008, og produktionen på fabrikken i Horsens er ændret væsentligt. Som følge heraf er lejemålet ligeledes genforhandlet. Omstruktureringerne gennemføres endeligt i starten af 2009. På salgssiden er der foretaget flere tiltag, og der lanceres nye designlinjer i foråret 2009, lyder forklaringen.

I alt kalkulerer Engell på den baggrund med årlige besparelser på omkring 18 mio. kroner fra og med 2009, hvor man venter at realisere et beskedent overskud. Spareplanen har dog medført engangsomkostninger for godt 8 mio. kroner og er således kraftigt medvirkende til, at 2008 resulterede i et underskud på 18,4 mio. kroner.

Kilde: Engell Møbler A/S

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.506