Ny guide til ’grønne’ havemøbler
Butikkerne bugner af haveredskaber, havemøbler og grillkul. Men hvad skal man vælge? En ny guide vil hjælpe danskerne med at finde frem til, hvor de skal handle, hvis de vil sikre sig en bæredygtig havestol.
For at gøre grønne indkøb så nemme som muligt lancerede FSC Danmark tirsdag i denne uge en guide til bæredygtige produkter i træ til haven – den eneste af sin slags for danske forbrugere.
Guiden viser, hvilke danske butikker der sælger FSC-mærkede haveredskaber, møbler og grillkul til udendørsbrug og fortæller samtidig præcis, hvilke modeller og typer forbrugerne kan forvente at finde i de enkelte butikker.
Den viser også, hvilke butikker man ikke kan få FSC-certificerede produkter i. På den måde kan forbrugerne hurtigt og nemt få et overblik over de muligheder, der findes for at bidrage til beskyttelsen af verdens skove, når bøffen skal på grillen eller solen skal nydes fra liggestolen.
Se guiden på www.forskovogmennesker.dk
Hvad er FSC?
FSC står for Forest Stewardship Council og er en garanti for træ og papir, du kan købe med god samvittighed. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere.
Samtidig er FSC en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.
Kilde: FSC Danmark