Bruno Hansen overtager designvirksomhed
Den sjællandske møbel- og inventarproducent har overtaget Valby-virksomheden Cph Square, og fremtiden kan meget vel byde på yderligere opkøb.
Slagelse-virksomheden har pr. 1. marts overtaget aktiviteterne i Cph Square, og for administrerende direktør Hans-Jørgen Bruno Hansen er det dermed lykkedes at slå to fluer med ét smæk:
- Vi har i en periode søgt efter virksomheder, der dels kan bringe os nærmere forbrugeren og dels er etableret inden for køkkenbranchen. Med købet af Cph Square har vi fundet en virksomhed, der kan begge dele, fortæller direktøren.
Han forklarer, at Cph Square samtidig har haft brug for et springbræt til at gøre sig gældende ved større projekter hos arkitekter og udviklingsselskaber, og nyerhvervelsen kan på den måde skabe synergi begge veje.
På udkig efter yderligere opkøb
Hans-Jørgen Bruno Hansen oplyser, at Cph Square vil fortsætte som et selvstændigt selskab, præcis som det var tilfældet ved overtagelsen af Sorø Stolefabrik.
Denne konstruktion vil endvidere blive anvendt ved fremtidige opkøb, som meget vel kan være nært forestående:
- Jeg vil ikke lægge skjul på, at vi er på udkig efter nye ekspansionsmuligheder. Jeg vil ikke afsløre yderligere detaljer, men vores fokus er at sikre afsætningen for den eksisterende produktion, siger direktøren.
Om Cph Square
Cph Square er grundlagt i 1999 af Flemming og Martin Lindholdt Madsen og forhandlede oprindeligt køkkener i eget design.
Siden er sortimentet udvidet med møbler og andet inventar fra en række nutidige danske og udenlandske designere, og for godt et år siden flyttede virksomheden til Valby. Her har brødrene indviet et 1.800 m2 stort showroom i en gammel maskinhal fra 1935.
Om Bruno Hansen
Bruno Hansen Snedkerier er grundlagt i 1968 i Slagelse og er specialiseret inden for ordrebaseret design og produktion af butiks- og specialinventar. Blandt referencerne er blandt andet Århus Musikhus, Konkylien i Operaen og Fritz Hansen-butikkerne.