Møbelhandler fik trist fødselsdag
Kjeld Gissel fra Gissel Møbler fejrede tirsdag sin fødselsdag med udsigt til en udbrændt garage og et varelager, hvor godt halvdelen af møblerne er ødelagt.
- Mange af møblerne er ødelagt af sod og vand. De polstrede møbler står ikke til at redde, men måske kan nogle af møblerne af træ rengøres, siger indehaver Kjeld Gissel til Lokalavisen.dk og fortsætter:
- Men det kunne være gået endnu værre. Gardinerne i varelageret var meget tæt på at antænde og brandvæsnets indsatsleder vurderede, at det kun var et spørgsmål om få minutter, før varelageret også ville være omspændt af flammer.
En dieseltank i garagen med 500 liter fyringsolie eksploderede på grund af varmeudviklingen. Ingen personer kom til skade ved branden, som ifølge avisen skyldtes brug af en gasbrænder alt for tæt på trægaragen.
Kilde: Lokalavisen.dk