Wimex rekonstrueres efter dårligt regnskab
Aktieselskabet Wimex - der importerer træ fra Sibirien - har solgt sine aktiviteter til nyoprettede Wimex ApS som følge af dårlige regnskabstal. Ejerforhold, medarbejderstab og øvrige aktiviteter forbliver uændrede.
En kombination af faldende priser og et stort varelager skabte et regnskabsmæssigt underskud, og udviklingen har nu gjort det nødvendigt at rekonstruere virksomheden. Det er sket ved at omdanne det eksisterende aktieselskab til et ApS. I samme forbindelse er International Trae Agentur solgt til trælastagent Richard Primdahl.
- Vi er selvfølgelig kede af situationen; ikke mindst overfor vores kreditorer, som vi jo gerne vil fortsætte vores gode samarbejde med. Vi har derfor holdt en tæt dialog med størstedelen af vore leverandører for at sikre, at vi også fremadrettet kan bygge videre på den åbne dialog, som har kendetegnet det gode samarbejde, forklarer direktør Erik Bach.
Wimex har siden virksomhedens start haft en stærk position inden for sibirisk lærk, og strategien har været at tilbyde et både bredt og dybt lagerført program. Det betød, at virksomheden lå inde med et omfattende lager, da priser og efterspørgsel på lærk faldt. Beholdningen er nu tilpasset, og såvel lager som produktion er desuden flyttet fra Aalborg til Viborg.
Erik Bach er overbevist om, at Wimex nu er godt rustet til fremtiden. Virksomheden har udstillinger hos flere end 100 forhandlere, og direktøren hæfter sig ved, at det er lykkedes at introducere et par produktnyheder med pæn succes til følge.
Kilde: Wimex ApS