Bordleverandør skimter lys forude
Hos vestjyske Conset, der leverer hæve-sænkeborde, mærker man en markant ændring i stemningen i branchen. For direktør Michael Overgaard er det tegn på, at det igen er ved at gå fremad.
I maj var bordleverandøren igen i Köln som udstiller under Interzum-messen, og her var det en anderledes positiv stemning, der mødte direktør Michael Overgaard og hans delegation.
Det tolker direktøren som et tegn på, at der er bedre tider på vej. Han er derfor ganske optimistisk med henblik på udviklingen i den restrende del af året:
- 2008/09 var sådan et mærkeligt år, der begyndte godt og sluttede skidt. Jeg tror og håber, det kommer til at gå omvendt i indeværende regnskabsår med en skidt start og en god slutning. Vi har i hvert fald rustet os og er klar med en række produktlanceringer hen over året. Vi har sparet op gennem en række år og kan derfor holde fuld damp på produktudviklingen, så vi kan møde kundernes behov med de rigtige produkter uden at skulle bekymre os om likviditeten, siger han til Erhvervsbladet.
Conset leverer selv komplette hæve-sænkeborde til nærmarkederne fra domicilet i Skjern, men en stor del af omsætningen kommer også fra salg af bordstel til importører, grossister og producenter i det meste af verden.
Kilde: Erhvervsbladet