Idé Møblers låneoplysninger lækket på nettet
Fortrolige informationer fra FIH Erhvervsbank om en lang række virksomheders lånebetingelser fandt i sidste uge vej til internettet. Blandt virksomhederne er møbelkæden Idé Møbler, men direktør Mikael Thinghuus tager situationen med ro.
Det var en kreditbog tilhørende FIHs ejer, islandske Kaupthing Bank, der helt usædvanligt slap ud til offentligheden.
Blandt de 61 storkunder er møbelkæden Idé Møbler, og af oplysningerne fremgik det blandt andet, at kæden i september sidste år ikke kunne overholde sine lånebetingelser, samt at den nye ledelse i planlagde at fyre medarbejdere og forhandle nye kontrakter med møbelleverandørerne.
Sagen om de lækkede oplysninger har vakt vrede rundt omkring i det danske erhvervsliv, men hos Idé Møbler bringer nyheden ikke sindene i kog. Oplysningerne er nemlig næsten et år gamle:
- Selvfølgelig er det ikke godt at kunne læse om ens banks lånebog i medierne eller på en hjemmeside. Og det er især synd for mine medarbejdere, som skal læse om disse oplysninger gennem medierne, siger han til Business.dk.
Direktøren erkender, at han nok havde reageret anderledes, hvis der havde været tale om nye oplysninger – især fordi medarbejdere naturligvis ikke skal læse om fyringsplaner i avisen:
- Oplysningerne stammer fra september sidste år, og meget er sket siden. Vores ejere har blandt andet styrket vores egenkapital med 100 millioner kroner, ligesom vi blev styrket gennem købet af Ilva i april i år. Samtidig har vi lavet en ny låneaftale med FIH og lavet en ny handlingsplan, som får os helskindet gennem denne krise, som har skåret 15 til 20 % af møbelsalget i Danmark, oplyser Mikael Thinghuus.
Kilde: Business.dk