Tilfredshed trods lavere besøgstal
I alt 16.901 gæster lagde vejen forbi Messecenter Herning og Formland Autumn 2009. Det er 11,7 % færre end sidste år, men arrangørerne glæder sig over, at det lykkedes at holde fast i antallet af danske virksomheder.
Årets besøgstal er lavere end sidste år, hvor 19.150 mennesker lagde vejen forbi Messecenter Herning, og også antallet af udstillere var faldet i forhold til 2008 – fra 702 til 624.
Alligevel var optimismen og tilfredsheden i højsædet hos projektleder Lars Jespersen, da han mandag eftermiddag gjorde status over de fire hektiske dage:
- Det er glædeligt at konstatere, at vi trods tilbagegang i besøgstallet stort set holder fast i antallet af danske forretninger på messen. Vi mærker hos både udstillere og besøgende, at der er en spirende optimisme på vej i detailbranchen. Derimod kan vi se, at udlandet har været tilbageholdende med at besøge messen, lyder vurderingen.
Fagmessen Formland afholdes to gange årligt og næste udgave er Formland Spring 2010, der løber af stablen i dagene 5.-8. februar 2010.