23948sdkhjf

Møbelsnedker afblæser finanskrisen

Møbelsnedkeri Kjeldtoft i Brabrand har netop indhentet en ny opgave, der sikrer fuld fart på produktionen i de kommende otte måneder.
- Vi tager kun armene ned for at arbejde lidt på møblerne ind imellem!

Sådan lyder ordene fra Gert Kjeldtoft – indehaver af Møbelsnedkeri Kjeldtoft – som har fået masser at se til ovenpå en veloverstået sommerferie:

- Lige efter ferien fik vi leveret 5,5 m3 røget egetræ i blokskårne planker fra et tysk savværk. Det skal bruges til møbler og inventar, som skal leveres etapevis over de næste 7-8 måneder til en fritids-/jagtgård i Vestjylland, forklarer han.

Leverancerne er passet ind imellem jagttiderne, og første etape skal således være på plads til 1. oktober, mens den sidste leverance finder sted til marts 2010.

Gert Kjeldtoft fortæller, at der generelt er ved at komme skub i efterspørgslen igen, og det er især private, som bestiller møbler hos snedkeriet i Brabrand:

- Jeg ser derfor meget lyst på efteråret og vinteren. Vi er faktisk gået i gang med at finde en møbelsnedker til ansættelse, så vi igen bliver tre svende og én lærling. Så her går det altså den rigtige vej igen, slutter Gert Kjeldtoft.

Om Møbelsnedkeri Kjeldtoft
Virksomheden er etableret i 1991, og hovedvægten ligger på ordrebaseret fremstilling af møbler og inventar i samarbejde med arkitekter og designere.

Kjeldtoft har blandt andet leveret til Carlsberg og Statens Teaterskole samt en lang række virksomheder og institutioner i Århus – herunder Århus Universitet, Rambøll og Oracle.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063