23948sdkhjf

Vinduesfabrik har forrygende travlt

Krone Vinduer har på få måneder øget medarbejderstaben fra 45 til 85, og fabrikken har svært ved at følge med den store efterspørgsel.
Hos nordjyske Krone Vinduer er det ikke lavkonjunktur og fyringsrunder, der præger overskrifterne. Tværtimod.

Fabrikken ved Hjørring har travlt som aldrig før, og siden foråret er den totale medarbejderstab øget fra 45 til 85. I produktionen har man for tiden 64 mand gående i treholdsskift:

- Vi skal knibe os selv i armen. Der er så meget negativt at tale om i den her tid, men vi klarer os forrygende. I starten af året gik det skidt, men i maj begyndte tingene at vende. Den såkaldte renoveringspulje var vendepunktet, vurderer administrerende direktør, Kaj Bundgaard, over for TV2Nord.

Han fortæller, at fabrikken har set sig nødsaget til at udsætte enkelte leveringer, fordi der simpelthen er så meget at lave for folkene i produktionen.

Krone Vinduer købte i juni måned østjyske SA Vinduer, hvilket medførte en betydelig udvidelse af produktsortimentet. Det oprindelige sortiment, Krone Concept, dækker over vinduer i træ og træ/alu. SA Concept er ordrebaseret og har tidligere leveret til byggerier som Bjerget og Tietgenkollegiet.

Kilde: TV2Nord

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065