Tysk træindustri venter nedgang på 15 %
Juni måned bød på fortsat nedgang i salgstallene hele vejen rundt i den tyske træindustri, og organisationen HDH forventer et samlet fald i omsætningen på 15 % i 2009.
Nye tal viser, at den samlede juni-omsætning endte på 2,397 mia. €, hvilket er 14,1 % lavere end den i juni 2008. I alt ligger træindustriens omsætning, inklusiv møbler, godt 16 % under 2008-niveau i årets første seks måneder.
Hidtil er det emballagevarer, panelproducenter og savværkerne, der har været hårdest ramt med et omsætningsniveau, der ligger henholdsvis 28,8, 22,1 og 21,5 % lavere end i 2008. I den anden ende af skalaen finder man producenter af byggematerialer samt møbelfabrikkerne, der henholdsvis har mistet 11,7 og 13,8 % af omsætningen.
Forventningerne til hele 2009 lyder på en nedgang i omegnen af 15 %; altså umiddelbart en lille fremgang i forhold til årets første seks måneder.
Kilde: Euwid