Grønt stempel skal øge konkurrencekraften
Møbelproducenten Holmris Office har netop opnået ISO-certificering, og direktør Henrik Holmris har store forventninger til de muligheder, som certificeringen kan føre med sig.
Arbejdet har nu båret frugt i form af et ISO 14001-certifikat, og fremover vil virksomheden konstant have fokus på miljøpåvirkning, forbrug, udledninger og affald:
- Miljøet er i dag en meget vigtig konkurrenceparameter, når ordrerne skal i hus. Et ISO-certifikat er et troværdigt signal til omverdenen om, at vi tager miljøledelse alvorligt. Fra mange offentlige og private udbud er det ligefrem et krav at vi kan stille med en ISO-certificering, forklarer direktør Henrik Holmris.
Certificeringen medfører blandt andet, at der hvert år skal udarbejdes en handlingsplan for nedbringelse af de miljømæssige påvirkninger.