Danfold udvider samarbejde med Ikea
Skuffesideproducenten har forlænget sin rammeaftale med Ikea for yderligere to år. Den nye aftale medfører en betydelig vækst i afsætningen.
Efter et ’prøveår’ er Ikea og Danfold således blevet enige om ikke blot at fortsætte, men også at videreudvikle, deres indbyrdes rammeaftale:
- Den nye aftale giver os mulighed for at tilbyde væsentligt flere produkter til en meget bredere kreds af kunder, der er omfattet af de særlige krav, som Ikea stiller til sine underleverandører, forklarer bestyrelsesformand Mads Leth Christiansen.
Han vil ikke komme ind på de kommercielle vilkår for aftalen men fastslår dog, at ledelsen forventer en ”betydelig merafsætning på baggrund af den indgåede aftale”.
Mads Leth Christiansen oplyser endvidere, at Danfold-ledelsen pt. arbejder på at udvide selskabets aktiekapital for at styrke likviditeten i forbindelse med den forventede aktivitetsforøgelse.