23948sdkhjf

Mistral-producent efter investeringsår: Et okay resultat

Hammel tjente også et millionbeløb i 2016.

Der blev skruet betydeligt op for investeringerne i 2016 hos Hammel Furniture, som især er kendt ude i møbelbutikkerne for reolmærket Mistral.

Derfor er det tilfredsstillende at komme ud med et lidt mindre overskud end året før, mener Jens-Ole Staghøj, som er adm. direktør.

- Det er et okay resultat. Det er lykkedes i kraft af effektiviseringer og et stadig stort fokus på sund fornuft i omkostningsniveauet, siger han til Wood Supply.

Omsætningen i 2016 var "let stigende", som han kalder. Det skulle forrige års investeringer gerne sætte skub i. Jens-Ole Staghøj føler, at virksomheden er rigtig godt rustet til vækst.

- Her i 2017 skal vi gerne begynde at høste af investeringerne på nye eksportmarkeder, som vi er gået ind i, så vi forventer, at omsætningen stiger. Det er på eksportsalget, at vores fokus ligger nu, og det ser allerede fornuftigt ud.

Blandt investeringerne nævnet han en udskiftning af maskinparken.

- Det er en omfattende proces, men vi glæder os allerede over de første maskinudskiftninger, og fordelene de giver. Vi forventer at kunne se en endnu hurtigere og mere fleksibel produktion i løbet af 2017, når alle opdateringerne er på plads.

På produktudviklingssiden har Hammel brugt en stor del af 2016 på at udvikle et helt nyt reolkoncept. Reolserien "Edge" blev præsenteret på møbelmessen i Køln i januar 2017, hvor Hammel havde fordoblet sin vante standplads, og den serie er blevet taget rigtig godt imod, fortæller han.

- Alt i alt er der gang i rigtig mange ting både internt og eksternt og på tværs af organisationen, men der er blevet - og bliver fortsat - kæmpet hårdt på hele fabrikken. Alle har været meget engagerede og taget godt imod de mange tiltag. Vi forventer os derfor rigtig meget af fremtiden og ser frem til at kunne høste resultaterne og fortsætte den positive udvikling i de kommende år, siger Jens-Ole Staghøj.

Hammel Furniture A/S
mio. kr. 2016 2015
Bruttoresultat 22,9 19,7
Resultat af primær drift 2,9 3,6
Resultat før skat 2,1 2,7
Årets resultat  1,6 2,1
Balancesum  34,7 31,6
Egenkapital  12,6 11,0
Personaleomkostninger -17,9 -18,6
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172