Boligmesse overgik forventninger
Arrangørerne bag ”Gør din bolig bedre” havde håbet på 12-13.000 besøgende i Augustenborg. Der kom 15.000.
Her havde man på forhånd kalkuleret med, at mellem 12.000 og 13.000 besøgende ville kigge forbi for at søge inspiration til hus, hjem og indretning, men interessen overgik alle forventninger. Derfor var arrangørerne fra InterComp Danmark også ovenud tilfredse, da de efterfølgende gjorde status over weekendens anstrengelser:
- Det er gået over al forventning. Vi havde over 15.000 besøgende. Der var fuldt i hallerne hele tiden. Udstillerne var også begejstrede, og det hele forløb rigtig godt. Vi har allerede booket stande til næste år. Og firmaer, som ikke har været med i år, har også henvendt sig og sagt, at de vil være med næste år, siger projektleder Pia Wildbork til JydskeVestkysten.
I alt 90 udstillere inden for blandt andet interiør, møbler og byggeri var på plads i Augustenborg. Næste stop på turen er Odense Congress Center i dagene 23.-25. oktober.
Kilde: JydskeVestkysten