UPM løfter bundlinjen
Trævarekoncernen kom ud af tredje kvartal med et plus på 64 mio. € - en forbedring på hele 154 mio. € i forhold til 2008. 2009-resultatet styrer dog fortsat mod rødt.
Koncernen offentliggjorde torsdag sit regnskab for tredje kvartal, og heraf fremgår det, at bundlinjen er løftet betydeligt i forhold til sidste år.
Ganske vist er omsætningen faldet med omkring 450 mio. €, men sidste års kvartalunderskud på 90 mio. € før skat er til gengæld byttet ud med et overskud på 64 mio. €. Det samlede resultat for de første tre kvartaler er dog fortsat negativt og lyder på -124 mio. € før skat:
- Den lave økonomiske aktivitet fortsatte i tredje kvartal, men efterspørgslen begyndte samtidig at stabilisere sig på de fleste markeder. Vores primære resultat er forbedret, og EBITDA-marginen ligger i tredje kvartal på 17,5 %. Det er ganske godt i disse tider, siger CEO, Jussi Pesonen.
Han beskriver situationen på trævaremarkederne som “fortsat udfordrende” men ser samtidig muligheder for at tjene penge på området med UPM’s nuværende omkostningsstruktur:
- Træmarkedet i Finland er livet en smule op, dog ikke meget. Industrien lider under manglende stabilitet i prisniveauet på råvarer. Det vil sandsynligvis fore til yderligere nedskæringer i produktionen i den finske træindustri, siger Jussi Pesonen.
Trods tendenserne til forbedret økonomisk aktivitet vil UPM i fjerde kvartal fortsætte med at begrænse produktionen til de fleste markeder. Koncernen forventer, at de faste omkostninger i 2009 vil være omkring 300 mio. € lavere end i 2008.