23948sdkhjf

Nyt konsulentfirma vil lette adgangen til FSC-ordningen

Kent Skovgaard har netop etableret virksomheden Woodfarm Consulting med målet om at starte Danmarks første gruppecertificering i FSC-regi.
Som projektleder stod Kent Skovgaard sidste år for FSC-certificeringen hos Steens Furniture, og den opgave var med til at give ham mod på at arbejde videre med FSC-systemet.

Kent Skovgaard har nu etableret konsulentfirmaet Woodfarm Consulting, som vil indføre gruppecertificeringer under netop FSC på det danske marked:

- Der findes gruppecertificeringer i andre lande såsom Finland og England, men endnu ikke i Danmark. Jeg har længe interesseret mig for FSC-systemet og finder udviklingen inden for sporbarhedscertificering meget interessant. Da muligheden bød sig, tog jeg springet og startede Woodfarm Consulting, fortæller Kent Skovgaard, der netop har bestået eksamen som FSC Lead Auditor hos NEPCon.

Gruppeordningen går i sin enkelhed ud på, at Woodfarm Consulting som FSC-certificeret kan fungere som administrator for gruppemedlemmernes certifikater. Gruppemedlemmerne opnår de samme muligheder, som de ville have med deres eget certifikat, men både de direkte certificeringsomkostninger og udgifterne til administration holdes nede:

- Under en gruppeordning vil de eksterne omkostninger for den enkelte virksomhed være væsentligt reducerede, og nok så vigtigt vil de afhænge fuldstændigt af, hvor stor aktivitet den enkelte virksomhed har på certificerede produkter. Medlemsvirksomhedernes interne omkostninger vil ligeledes kunne reduceres, da de ikke alle skal udvikle og vedligeholde deres egne procedurer, men derimod serviceres af administratoren, forklarer Kent Skovgaard.

En fordel for de mindre virksomheder
Etableringen af Woodfarm Consulting bydes velkommen hos FSC Danmark. Her håber man, at Woodfarm’s arbejde kan være med til at gøre FSC-ordningen mere attraktiv for de mindre virksomheder:

- Gruppecertificeringer er et godt værktøj, som mange mindre virksomheder ikke er opmærksomme på. Det kan være med til at holde omkostninger og administration nede for den enkelte virksomhed, så FSC-certificeringen bliver lettere at håndtere. Og det er jo i hvert fald i FSC Danmarks interesse, siger kommunikations- og kampagneansvarlig Ida Rehnstrøm.

Udover gruppecertificeringer vil Woodfarm Consulting tilbyde at hjælpe virksomheder, der ønsker deres eget certifikat. Endvidere vil virksomheden blandt andet påtage sig opgaver inden for outsourcing samt produktudvikling i møbelbranchen; herunder priskalkulationer, styklister, produktionstegninger og samlevejledninger.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078