Nyt fald i tysk møbelsalg
Den tyske møbelindustri måtte i august se den samlede omsætning falde med 11,1 % sammenlignet med sidste år. Hårdest ramt er markedet for kontormøbler.
August måned gav et samlet salg på 1,89 mia. €, og det er 11,1 % lavere end august sidste år. Den største tilbagegang ses på markedet for kontormøbler, der havde en negativ vækst på 15,9 %, mens salget i køkkenbranchen og på markedet for boligmøbler faldt med henholdsvis 8,1 % og 10,2 %.
Nedgangen skyldes først og fremmest udviklingen på eksportmarkederne, som i alt er gået tilbage med 17,8 %. Omsætningen på hjemmemarkedet er faldet med 8,4 %.
Den samlede omsætning for perioden januar-august lyder på 9,85 mia. €, hvilket er 12,8 % lavere end den tilsvarende periode i 2008.
Kilde: Euwid