23948sdkhjf

ScanCastor etablerer nyt selskab

Den sjællandske underleverandør har stiftet selskabet ScanChain og bevæger sig dermed ind på markedet for transportørkæder til blandt andet savværker.
ScanCastor har gennem mere end 40 år leveret hjul, stel og gascylindere til møbelindustrien, men i dette efterår har underleverandøren bevæget sig ind på markedet for transportørkæder.

Den 1. oktober etablerede Frederikssund-virksomheden således selskabet ScanChain, og ifølge salgsansvarlig Kåre Søderberg er det lykkedes at komme ganske godt ud af starthullerne:

- Det er altid svært med nystartede virksomheder, hvor der ofte er en masse udgifter, som kan gøre det vanskeligt at etablere sig. Men vi har allerede fået nogle pæne ordrer ind, så indtil videre ser det ud til at løbe rundt, siger Kåre Søderberg.

En 'hel' virksomhed
ScanChains fokus ligger et godt stykke fra de markeder, hvor ScanCastor normalt opererer, og det var da også lidt af et tilfælde, at selskabet overhovedet blev etableret i ScanCastor-regi.

Kåre Søderberg har i en årrække haft ansættelse hos en konkurrerende virksomhed, men først på efteråret mistede han sit job som led i en større spareplan. Han indviede efterfølgende ScanCastor-ejer Anders Kornerup i sin idé om at starte nyt firma, og sammen blev de enige om at give det et forsøg:

- Det var vigtigt for mig, at ScanChain fremstod som en 'hel' virksomhed og ikke blot et luftkastel i en baggård uden faste leverandører. Vi vil gøre op med den generelle holdning i branchen, hvor en transportørkæde bliver betragtet som et simpelt handelsprodukt frem for en vigtig del af kundens færdige løsning. Der findes 14.000 forskellige kædetyper i verden, og sikkert lige så mange forskellige kunder, lyder det fra Kåre Søderberg.

Kinesiske synergier
Trods de branchemæssige forskelle er der gode synergi-effekter at hente mellem de to selskaber. Områder som lager, administration og bogholderi vil i vid udstrækning være sammenfaldende, og ScanChain kan desuden drage nytte af ScanCastors store erfaring med produktion i Kina:

- Vi henter cirka 40 % af vores sortiment i Kina, og eftersom ScanCastor har været i landet i mange år, har vi en stor ballast og erfaring at trække på. Vi har folk, der kan sproget og kender faldgruberne, og det sikrer en kvalitet og et flow, som var umulig at opnå, hvis vi skulle starte op fra nul, forklarer Kåre Søderberg.

ScanCastor har primært arbejdet i Ningbo-provinsen, og det er en stor fordel for ScanChain, eftersom dette område har en høj koncentration af virksomheder, der blandt andet producerer transportørkæder.

ScanChains målgrupper er savværker, korn- og foderproducenter, kraft-varmeværker, cementproducenter, teglværker og slagterier. Blandt selskabets mest væsentlige leverandører er Ketjurauma, der har opfundet en unik metode til induktionshærdning af sidepladen i 5-8 mm. dybde. Det er med til at øge overfladens hårdhed fra 150HB til cirka 300 HB.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078