23948sdkhjf

Bæredygtige virksomheder har uudnyttet potentiale

Virksomheder stiller os dagligt spørgsmålet; hvad skal vi gøre for at få flere kunder? Og vi svarer; vis hvad I kan!
Klumme af Ida Rehnstrøm, FSC Danmark

If you got it, flaunt it! Eller på dansk; hvis du har, hvad der skal til, så vis det! Sådan lyder et af de måske mest fortærskede paradigmer inden for branding- og markedsføringsstrategi i dette årtusinde.

Men fordi det er gentaget til kedsommelighed, bliver det altså ikke mindre aktuelt. Det oplever vi dagligt på FSC Danmarks kontor, hvor virksomheder stiller os spørgsmålet; hvad skal vi gøre for at få flere kunder? Og vi svarer; vis hvad I kan!

Jantelov i træbranchen
I FSC Danmark arbejder vi med en lang række virksomheder, der alle har det til fælles, at de gerne vil gøre noget ekstra for miljøet med en FSC-certificering. Men nogle glemmer bare at formidle det videre til deres kunder.

I Danmark bliver vi opdraget til, at hvis vi opfører os ordentligt, så får vi som fortjent med tiden. Og den danske Jantelov fortæller os, at hvis nogen praler af deres bedrifter, så har de sikkert ikke noget at have det i. Men at vente på retfærdigheden og tro, at kunderne selv opdager, at man har noget ekstra at tilbyde på miljøsiden i forhold til konkurrenterne, det er en død fisk fra starten.

Jeg tror, den manglende synliggørelse hænger sammen med, at miljøspørgsmål er et nyt tema i træbranchen, og at mange virksomheder endnu ikke er gearet til at skulle konkurrere på grønne parametre. Men midt i finanskrise og klimadebat vil jeg gerne se den virksomhed, der har råd til at lade være.

Hvem griber bolden?
Danskernes viden om miljøhensyn og grønne mærker synes at være vokset i 2009. En spritny kendskabsanalyse fra FDB viser fx, at 28 % af den danske befolkning nu kender FSC-mærket.

Dermed er bolden givet op til de virksomheder, der har et FSC-certifikat, som ligger og samler støv i et ringbind på kontoret. Det ærgrer os, hver gang en forbruger eller indkøber ringer til os og siger, at de ikke kan finde FSC-certificerede virksomheder på det ene eller det andet område. Derfor har vi også oprettet en produktdatabase, hvor man kan søge forskellige FSC-produkter. Samtidig er vi ved at lave en slags grøn telefonbog, der skal guide forbrugerne i armene på virksomhederne.

Men selvom vi gerne trækker noget af læsset for vores medlemmer, er det ikke effektivt, før virksomhederne også selv kommer ud over rampen og ikke forviser deres gode grønne tiltag til et underpunkt på en hjemmeside eller til en fodnote i en glemt miljøstrategi.

Græsset bliver grønnere i træ- og papirbranchen
Flere virksomheder arbejder med bæredygtighed og har udviklet CSR-strategier, der skal bane vejen for, at de sætter så få negative aftryk på miljøet som overhovedet muligt. Men samtidig vil virksomhederne også gerne bane vejen mod at differentiere sig og have et konkurrenceparameter mere end de nærmeste konkurrenter.

Det gælder også virksomheder inden for træ- og papirbranchen. Her så vi fx 26 nye virksomheder, som er blevet FSC-certificeret i 2009. Om det så betyder, at virksomhederne bekymrer sig mere om miljøet, eller det er fordi kunderne efterspørger det, det vides ikke. Men det vidner om, at virksomhederne lukker op for miljøspørgsmål. Og godt for det, for mange af dem har god grund til at vifte højere med det grønne flag.

Hvem er FSC Danmark?
FSC Danmark varetager FSC’s interesser i Danmark som et non-profit-oplysningsorgan. Det er ikke os, som certificerer virksomheder, og vi sælger heller ikke FSC-certificerede produkter.

Vi er derimod en økonomisk uafhængig organisation, der lever af medlemskontingenter fra virksomheder og organisationer samt fondsmidler. Vi er nemlig stiftet som en forening med medlemmer fra erhvervslivet samt grønne og sociale organisationer med det formål at udbrede kendskabet til og brugen af FSC-mærket. En stor del af den opgave består i at rådgive og hjælpe virksomheder.

Kilde: FSC Danmark

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11